Socialister i skoven
15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl · Omkring 1900-1911

En underholdende fortælling fra 1911 om, hvordan Reformvenstre snød sig til et møde i Hindsgavl Skov ved at udnytte kammerherrens ekstreme modvilje mod alt rødt – lige fra politikere til køer.
”Naar Middelfart vilde opnaa noget hos Kammerherren, blev Fæstemanden benyttet som Byens ”homme d’affaire”, og Fæstemanden, der kendte sin bedste kunde ud og ind, opnaaede uventede Resultater. Et pudsigt Eksempel herpaa passerede for nogle faa Aar siden. Reformvenstre havde ønsket at holde politisk Møde i Hindsgavl Skov, men ikke paa nogen Maade kunnet opnaa at erholde Tilladelse dertil. Kammerherren nærede en indgroet Aversion mod Socialister, i den Grad, at han ikke – af Hensyn til den socialistiske Farve – taalte en rød Ko paa sin Gaard. Naar en Kalv kom til Verden med denne misliebige Farve, blev den øjeblikkelig aflivet. For Kammerherren var alle politiske Partier, der ikke var Højre, identiske med Socialister.
Altså ikke Tale om, at Reformvenstre kunde faa Lov til at holde Møde. Her var gode Raad dyre. Man gik til Fæstemanden, og han igen til Kammerherren og forestillede ham, at det Parti, der vilde holde Møde, arbejdede sammen med Hs. Eksc. Gehejmekonferensraad, Kammerherre, Hofjægermester, Lensbaron Kjeld Thor Tage Otto Reedtz-Thott, kunde umuligt være imod Højre, og Tilladelsen blev given.”
Beskrivelsen stammer fra bogen ”Danske Jordrotter” fra 1911. Heri tager en forfatter under pseudonymet Chambellan landets adel under mere end kærlig behandling. Forfatterens virkelige navn er Carl Dahlstrøm, men har dog så vidt vides ikke noget med en vis borgmester at gøre. Forfatteren var skovrider ved forskellige godser og var en tid tilknyttet dagbladet Politiken.
#Hindsgavl#Historie#Husdyrracer#Litteratur


