Skytten ved Sparretorn
15. oktober 2026 · Peter Storm · Sparretorn, Fønsskov, Wedellsborg · 1934–1958

Læs historien om skytten Henry Salzwedell og det idylliske skyttehus ved Sparretorn. Achton Friis skildrer jagtlivet og naturen på Wedellsborgs jorder i 1930'erne.
I 1934 besøgte Achton Friis skytten Henry Salzwedell ved Sparretorn Skov og Fønsskov under Wedellsborg. Salzwedell boede i det idylliske gulkalkede og stråtækte skyttehus med grev Karl Georg Wedells initialer og årstallet 1857 i rundingen over hovedøren lige ud til vejen over for Sparretorn Hovedgård. Skyttehuset nedbrændte for nogle år siden og erstattedes af en villa længere tilbage på grunden.
Salzwedell trak sig tilbage som 67-årig i 1958 på grund af gigt efter 31 år som skytte på dette sted. Han flyttede til Middelfart dog med fortsat udsigt til sit gamle jagtdomæne. Han havde gennem et langt liv fulgt den noget ældre overjæger Knarreborg på Wedellsborg – også i tidligere ansættelser på jyske herregårde. Han afløstes af skytte Jørgen Nielsen, der en kort tid boede i skyttehuset og derefter på Tønnæsgård på Fønsskov.
Lad os se lidt af det, som Achton Friis fik ud af mødet med den gamle skytte, sådan som det kan læses i det smukke værk ”Danmarks store øer” illustreret af Johannes Larsen:
”Jeg hører, at der på de grevelige klapjagter, som én dag om året arrangeres på Fønsskov, gennemsnitlig skydes 500 stykker vildt, deraf ca. 300 fasaner. Af harer fanges her årligt til udplantning og salg 300, mens et par hundred skydes. Var jeg greve på Wedellsborg, ville jeg tænke på at øge den næsten forsvundne agerhønsebestand på dette sted, som ved sin isolation er som skabt til at huse og bevare dette fine vildt. Og når det var bragt i orden, ville jeg en gang imellem gå ganske alene herud på dette skønne sted, kun ledsaget af et par hunde, som supplerede hinanden godt. Jeg ville gå her og ha´det ’wie Gott in Frankreich’.”
#Historie#Landbrugshistorie#Litteratur#Vends Herred


