Det er humlen!

Vestfyn var engang landets store humleegn med lune og læ til de højtkravlende planter. Her var god humle. Selv det mindste husmandssted havde humle i haven. Der blev avlet til mere end eget brug – ja til det ganske land. Det lønnede sig og gjorde egnen med sin højtpriste frodighed endnu rigere.

Fra middelalderen og helt op til slutningen af 1800-tallet dyrkedes humle. I Balslev finder vi i 1682 navnet Humlegård. I dag dyrkes humle kun for sjov og pynt i haverne. Humle til ølproduktion importeres fra udlandet. På Humlemagasinet i Harndrup har man naturligvis og heldigvis en humlehave, så vi kan se de ægte planter.

Når vi skal beskrive, hvad det er, der er virksomt i en lidt indviklet sag, bruger vi den velkendte talemåde: Det er humlen! Det kommer vel af, at godt øl især skyldes humlen. Men hvad er så humlen i humle? Her måtte jeg ty til Per Kølsters bog ”Alle tiders øl”.

Det er i humlens hunplanter, at magien befinder sig. Det er nærmere betegnet i humlekopperne – de kraftige koglelignende blomsterrakler, der indeholder det, der skal gøre øllet godt. I humlekopperne sidder nogle kirtler, der udskiller et fedtagtigt gult og stærkt duftende pulver – lupullin. En væsentlig bestanddel i lupullin er alphasyre, der er et bitterstof, som er med til at stabilisere, klare og konservere øllet. På jævnt dansk kaldet bitterhumle. Humle kan noget mere – nemlig tilføre aroma. Der findes i humle mange forskellige aromastoffer. Det er alt sammen humlen!

Da Claudius Madsen, stifter af Middelfart Avis, under krigen 1849 lå indkvarteret i Båring, skrev han hjem: ”I kan ikke tro, hvor her er dejligt i Fyn! Alt er sommer. Det er en af de bedste egne i Fyn. Her er en stor humleavl. Ethvert hus, nok så lille, har sin humlehave. Hvor det ser smukt ud. De lange slanke stænger er helt omslyngede af humleranker, hvis toppe nikke så varligt i den blide vind. Gid jeg ikke skulle til det kjedsommelige Fredericia, hvor alt er snavset og ser forfærdeligt ud.”