Koner og kirsebær

”Den Forskiel findes paa en ung og aldrende Kone, som paa et rødt og et sort Kirsebær, det første behager Øiet, men er usundt og ramt, det andet har vel tabt sin Glands; men er sødt og sundt.”

Disse poetiske visdomsord er tydeligvis udtalt af en mand – og af en mand med en vis erfaring angående kærlighed og ægteskab. De er skrevet af krigsråd Jacob Wedel til Kærsgård ved Brenderup i 1787, hvor store landboreformer var til debat. Som ejer af et gods med adskillige fæstegårde skrev han en længere kritisk afhandling til de reformivrige embedsmænd i København. Her kommer han også ind på kærlighedens betydning, når man skal holde en gård i gang og samtidigt sikre, at staten har brugelige folk til rigets opgaver.

På den tid var der endnu en overvægt af fæstegårde og derfor måtte emnet optage ham, der var ejer af Holsegård og Kærsgård. En fæstebonde kan blive enkemand og må gifte sig igen med en ung kone. En moden bondekone kan også blive enke og behøver derfor en ung karl at gifte sig med af hensyn til gårdens drift.

Jacob Wedel er født i et ægteskab, hvor hans far, en ældre provst i Munkebo som enkemand giftede sig med en purung præstedatter. Han blev frugten af dette ægteskab. Selv giftede han sig med enkefruen på Holsegård og da hun døde, giftede han sig som ældre med en ung kone, der nåede i alt tre ægteskaber. Han underbygger billedet med kirsebærene overfor for den embedsmand, der står bag reformskriftet:

”Jeg skulde neppe troe at Forfatteren har været givt, siden han ikke kiender bedre Ægteskabs-Hensigter. Samme vil jeg henføre under tre Classer. Den 1ste at avle Børn. Den 2den ved fælleds Hielp at opdrage, og forsørge dem. Den 3die at befordre fælleds Beste og Beqvemmeligheder, med foreenede Kræfter i en ordentlig og samlet Huusholdning.”