Skolen på Fønsskov
15. oktober 2026 · Peter Storm · Fønsskov, Wedellsborg Gods · 1742-1964

Historien om skolen på Fønsskov, der går helt tilbage til 1742. Læs om skoleholderens løn i rug og byg, og den nuværende rødstensbygning fra 1920 under Wedellsborg Gods.
Midtvejs ude på Fønsskov ligger en pæn rødstensbygning lige i vejsvinget. Det er den gamle skole, der blev opført i 1920 og nedlagt i 1964. Den hører under Wedellsborg Gods og lejes ud til privatbolig.
Huset rummede enelærerens bolig mod vest og skolestuen i den midterste del. Herinde hænger endnu en kortkasse med tre intakte kort. Til skolen hørte også godt 5 tønder land. Til højre i indkørslen lå tidligere en større træbygning, der fungerede som gymnastiksal og forsamlingshus. Denne bygning blev opført allerede i 1908 og hørte til den gamle skole, der var en stråtækt bygning.
Allerede i 1742 blev der første gang oprettet skole på Fønsskov. I alt fald var der er en skoleholder i en af de små gårde. I 1751 er den første skoleholder Berg faktisk så dygtig, at han forfremmes til skoleholder og degn i Føns.
Ved folketællingen i 1787 var der på Fønsskov 26 børn mellem 7 og 14 år. På den tid bestod skoleholderens indkomst af følgende: årlig løn og underholdning 8 rigsdaler i rede penge, tre tønder rug og tre tønder byg, samt tyve læs tørv, som fordeltes på gård- og husmænd i forhold til deres landgilde (fæsteafgift til godsejeren), ligeså fri græs og foder til en ko og fire får.
#Arkitektur#Historie#Landbrugshistorie#Vends Herred

