Post over bæltet

Christian 4. bestemte i 1624, at posten mellem København og Hamborg skulle gå fra Middelfart til Kolding. To gange om ugen foregik besørgelsen af breve med postryttere og en gang om ugen var der kørende post med pakker og passagerer. Frederik 3. Befalede en omlægning af ruten, så den gik over bæltet mellem Assens og Årøsund. Her kunne storm og isgang forstyrre så meget, at man lejlighedsvist måtte benytte sig af overfarten Middelfart og Snoghøj. Normalt var der dengang en birute fra Assens til Middelfart og videre til Fredericia. Det var købmand Brandt i Middelfart, der var ansvarlig for denne del. Han sendte to gange om ugen en karl med vogn til Assens efter posten. Så sejlede en karl med jolle til Fredericia en gang om ugen fra Middelfart.

Efterhånden fik Middelfart større betydning og købmand Brandt udnævntes til postmester i 1770. Han ville gerne have hovedruten til at gå direkte fra Odense, hvorved Assens ville miste betydning. Postdirektionen i København afviste i begyndelsen dette. I 1784 skete en alvorlig ulykke med en isbåd fra Assens, idet en skjult isflage ødelagde båden, der sank. Skipper, to matroser og 12 af de 13 passagerer druknede. Pakkeposten og 15.000 rigsdaler gik tabt. Denne ulykke og andre vanskeligheder talte for en omlægning af ruten.

I 1795 bestemte de høje herrer i København, at hovedpostkontoret fremover skulle placeres i Middelfart. Nok var overfarten ved det smalle bælt som regel lettere, men vejen mellem Odense og Middelfart var ved vintertid ikke så ligetil. Belært af tidligere erfaringer blev det nogle år efter bestemt, at breve, pakker og penge skulle transporteres i ”deels svømmende cylindriske Læderschiner, dels undergående Lader derudi i Iisvintre at transportere”. Altså sikre flydende sække og kasser. Under Englandskrigen skulle man endvidere medbringe tunge sten, så man kunne lade posten gå til bunds, for at den ikke faldt i fjendens hænder.

Generalpostamtet i København forlangte nøje kontrol med at tiden nøje overholdtes. Der skulle noteres tid for ankomst og afgang ved de forskellige stationer. Der vankede reprimander og bøder, hvis der var forsinkelser. Postmester Brandt anskaffer i 1802 en såkaldt holstensk vogn helt fra Neumünster til pakker og passagerer. Postkusken skulle blæse i sit horn, så anden trafik holdt til side og så var man også klar til at skifte heste ved udvalgte kroer undervejs (en sådan lå fx. i Indslev). Når der udbrød kvægpest, skulle man for at forhindre smitte væde postsagerne med eddike og ryge dem med laurbær!

Det har til alle tider været en alvorlig sag at sikre post til tiden om end udfordringer og metoder tegner sig forskellige.

Illustration: Christian 4.