Pedersens børnehjem i Kindstrup
15. oktober 2026 · Peter Storm · Kindstrup, Gelsted · 1868-1882

Historien om et af de første børnehjem i Kindstrup, grundlagt i 1868 af seminarist Jørgen Pedersen. Læs om ambitionerne for de 30 børn, udfordringerne med sygdom og den tragiske brand, der ramte hjemmet.
Børneforsorgen lå engang i familierne og naboskaberne. Og udviklede sig med tiden til mere professionelle og offentlige initiativer. I Kindstrup (Kingstrup) i Gelsted sogn opstod et af vores første børnehjem allerede i 1868. Initiativtageren var seminarist (lærer uddannet på seminarium) Jørgen Pedersen. På indvielsesdagen tirsdag 3. november 1868 øsregnede det. Provst Karstensen fra Gelsted holdt tale. Men også pastor Melby fra Asperup og pastor Wagner fra Almind ved Kolding talte. Ingen tvivl om, at Jørgen Pedersen var en gudsfrygtig mand, der ville drive sit børnehjem på kristent grundlag. Selv fortalte han, at han ville begynde sin livsopgave i det små med 12 børn. Han håbede, at Vorherre nok ville give ham at være som en plejefar eller rigtig god stedfar, at de små skulle føle sig hjemme her.
Jørgen Pedersen havde købt et velbygget sted med 5 tønder land i sin fødeby Kindstrup for 2450 rigsdaler. Det ligger mellem Gelsted og Ejby holdepladser, det vil sige den ny jernbanes lokalstationer. Det er egnet til humleavl og frugthave. Her vil han oprette sit børnehjem, hvor han for billig betaling vil optage børn, der ikke har andre forsørgere, end kommunen kan skaffe. Inden han rejser fra Ribeegnen, vil han på Askov Højskole holde et offentligt møde om sine planer. Ovenstående kan man læse i Slagelse-Posten 6. marts 1868.
Man kan følge Jørgen Pedersens bestræbelser i ”Folkebladet Fylla”, der havde den bekendte friskolelærer Morten Eskesen som redaktør. På årsdagen for indvielsen holdt Jørgen Pedersen bryllup på børnehjemmet. Året efter oplyste ”Folkebladet Fylla”, at det sidste år havde været trangt for børnehjemmet. Han holdt sig til at give børnene åndelig optugtelse og ikke at aflægge prøver på børnenes skolekundskaber. Han holdt sig meget til, hvad han kaldte den bibelske saga. Hjemmet drev også praktisk arbejde og solgte bl.a. have- og markfrø.
Trist nok mistede han i høsten 1870 sin unge hustru. Trods denne prøvelse havde han fået bygget et udhus, der kunne bruges til legemsøvelser. Børnetallet var nu oppe på 27 og ikke langt fra de 30, som var målet.
Det var et hårdt arbejde såvel arbejdsmæssigt som økonomisk at drive hjemmet. I Middelfart Avis den 20. november 1877 skrev Jørgen Pedersen, der nu kaldte sig forstander, at han på grund af svagelighed har solgt børnehjemmet til seminarist og lærer K.L. Jensen fra Sandal ved Fredericia. Udover private gaver modtog hjemmet også årlig støtte på 800 kr. fra statens finansudvalg.
Middelfart Avis bringer 3. juli 1882 en trist meddelelse om en brand i et gammelt hus i Kindstrup. Hertil var den ny forstander K.L. Jensen midlertidigt flyttet med sin familie og alle børnene. Der var muligvis tale om en skorstensbrand, men avisen skriver måske klogeligt, at det for øvrigt ikke vides, hvordan ilden var opstået. Og så fremgår det endnu mere tragisk, at børnehjemmet forinden var brændt, da en dreng havde stukket ild på det.
Godt var det nok, at børnehjemmets stifter ikke erfarede om disse triste begivenheder, da han var død 1879. K.L. Jensen fik dog opført et ny børnehjem.
#Historie#Humleavl#Landbrugshistorie#Stednavne#Uddannelse

