Operastjerne på Indslev Kro
15. oktober 2026 · Peter Storm · Indslev, Ejby · 1940-1971

Historien om krodatteren Else Margrethe Gardelli, der byttede servering på Indslev Kro ud med de store operascener og Det Kongelige Teater. En fortælling om sangtalent, et tilfældigt møde og en strålende karriere.
Jeg glemmer ikke, da fru Esther Jørgensen fortalte, at hendes mand engang spillede trompet fra sin altan på autoværkstedet lige overfor den nu forvundne Indslev kro. Og hvad jeg slet ikke kan glemme var, da hun tilføjede, at den unge krodatter for åbent vindue sang og spillede med tværs over Hovedlandevejen. Det var lige til en scene fra en operette eller en opera.
Det var slet ikke så langt fra sandheden. Kroparret Jeppesen havde solgt deres gård på Nordfyn og købt kroen lige før anden verdenskrig. Datteren Else Margrethe, der var født i 1922, hjalp til med at servere. Hun var en chic og levende skabning, der kunne finde på at synge højt, når hun så sig ubemærket. Som stor pige lokkede hun sine i øvrigt ikke musikalske forældre til at forære hende et klaver, som hun blev ferm til at spille på. En dag kom operasanger Frants Andersson forbi og hørte hende synge. Han var ikke i tvivl, hun skulle til København og uddannes.
En alvorlig beslutning blev taget i familien. Else Margrethe blev optaget på Musikkonservatoriet. Hendes hovedfag var klaver og hendes bifag sang. Da hun havde taget fin eksamen i klaver, opfordrede hendes sanglærer hende til at gå videre med sang. Det gjorde hun. Næste skridt blev optagelsesprøve til Det kongelige Teaters operascene. Hun og en anden blev ud af 17 aspiranter optaget. Hun blev ansat på teatret i 1953. Nu begyndte en stor karriere. Anmelderne var enige om, at hun var en dejlighed først og fremmest med sin smukke mezzo-sopran, men også med sin naturlighed og livlighed i den sceniske fremtræden. Indskyde skal jeg, at jeg har fundet enkelte indspilninger, hvor jeg falder for hendes stemme. I øvrigt har hun også optrådt ved sommeroperaen i Bayreuth – og det er stort!
I nogle år bar hun efternavnet Jeppesen, men mest kendt blev hun under navnet Else Margrethe Gardelli. Hun blev nemlig gift med en gæsteoptrædende italiensk dirigent Lamberto Gardelli. Og det foregik i Ejby kirke december 1957 med efterfølgende fest på kroen i Indslev. Trist nok blev hun kun 49 år, da hun døde af kræft i 1971.
PS. På Det kongelige Teater blev hun oplært af en ældre operasangerinde Else Schøtt. Også hun var krodatter! Ovenikøbet fra Indslev! Hendes historie må vi finde frem en anden god gang.
Illustration Forside af Fyens Stiftstidende 20.1.1956. Else Margrethe Jeppesen yderst til højre.
#2. verdenskrig#Historie#Stednavne


