Ø midt mellem nationer

Brandsø er en perle i Lillebælt. Engang et lille samfund. Øen hører til Wedellsborg gods og ligger i Middelfart kommune. Men det er dog mere end et paradisisk punkt på landkortet. Det er også en ”trædesten” mellem Fyn og Sønderjylland. Det blev eftertrykkeligt bevist, dengang svenskekongen Carl Gustav med sin hær gik over isen.

Men tænk også tilbage til årtierne før genforeningen i 1920, da Brandsø lå midtvejs mellem det danske og det tyske rige. I 1912 kunne man under gunstige vejrforhold sejle med den lille damper ”Turisten” fire gange om ugen fra Assens til Hejls – og hver gang på hen- og tilbagevejen lægge ind ved Brandsø. Om sommeren kom badegæster fra det slesvigske badested Gravenshoved. Det kunne også hænde, at enkelte folk med svage nerver undertiden søgte et par sommermåneders ro på øen.

På den tid havde øen to fæstegårde på henholdsvis 100 og 75 tønder land, to husmandssteder på hver 12-14 tønder land og fire huse på hver 7-8 tønder land. Der var intet mejeri, men forpagterne og husmændene havde centrifuger til produktion af smør fra øens røde malkekvæg. Der var en lille skole, der i 1912 rummede 6 elever. Kirke var der ikke, men man kunne benytte den lille nyopførte kirke på naboøen Baagø, hvis ikke præsten fra Husby besøgte Brandsø. Statens stedlige repræsentant var postbudet, der tillige var tolder og skatteopkræver.

Indtil 1906 havde øen en gammel skibsbro, der blev afløst af en ny og tidssvarende anløbsbro til hele 8000 kr. Der var en årlig klapjagt, der kunne indbringe omkring 150 harer. I jagten indgik grevelige og undertiden kongelige herskaber.

Kort over Brandsø 1928.