Kunstnerisk ekspedition til Brandsø 1922

Sankt Hansdag 1922 lagde sejlbåden ”Rylen” til ved Brandsø. Ombord var maleren Johannes Larsen og forfatteren Achton Friis. De var godt i gang med at samle stof om de danske øer. Sankt Hansaften havde de tilbragt i Wedellsborgs lille havn Rørdam på Fynssiden. De har sikkert nydt aftenen sammen med Wedellsborgs skovrider Vilhelm Larsen, der boede et stenkast fra den lille havn. Vilhelm Larsen var Johannes Larsens lillebror.

Vi får i det lille kapitel illustreret med to tegninger af Johannes Larsen nogle fine iagttagelser af natur og ikke mindst af fuglelivet. Det er nu over 100 år siden og fuglelivet er næppe på højde med dengang. Læs her:

”Vi er nået helt ud til stranden på vestsiden, hvor vi spadserer lige ind i en stor koloni af rugende stormmåger, der ved vort komme opløfter et skrål så øresønderrivende og vedholdende, som jeg aldrig før har oplevet det, og denne helvedslarm ville have jaget os langt væk, hvis ikke i det samme en kulsort byge med voldsom regn havde fået os til at søge tilflugt i et lille tørveskur i nærheden. Uvejret jager de fleste måger bort, og da det er nået op over os, kaster de sig på rederne. Mens det bliver fuldstændig vindstille tiltager regnen i voldsomhed, Den suser i tykke, lodrette stråler ned over lyng og buske og over skurets tag, og stranden koger op i hvid damp under dens styrt. En gråspurv kommer farende ind ad skurets dør og slår sig ned hos os. Gennem døråbningen ser vi et par skalleslugere komme trækkende og kaste sig ned på vandet ganske nær ved hytten.

Lidt efter klarer det, og der kommer brise fra nord. Skalleslugerne, som ligger på vandet få alen fra os, ser nu, at vi står i skurets dør, og de nikker med hovedet på andevis og snakker lidt med hinanden om det, men bliver liggende. Så kommer Johannes Larsen til at nyse, og det kan de ikke stå for, men tager til vingerne og flytter lidt længere ud. Regnen standser helt, og gulspurvene begynder at synge. Nogle regnspover høres langt borte. En krage kommer flygtende forbi, forfulgt af nogle rasende stormmåger.”

De tre ser også runddyssen i Ny Brandsøgårds have (se foto). Den ligner ikke længere runddyssen på Dankvart Dreyers kendte maleri. Den er næsten skjult af havens træer og buske. De ser den overhovedet ikke, før de står tæt op ad den. Og så får vi også genfortalt svenskekongens krigstogt over isen på Lillebælt og dermed også grunden til navnet Svenskehøjen på Brandsø.

Jeg er glad for at være i besiddelse af to-binds værket af Achton Friis og Johannes Larsen. Det er for mig gensynet med et Danmark, som jeg også husker og som jeg sørger over forsvinder mere og mere. Forhåbentlig bliver vi snart enige om at genoplive den herlige og mangfoldige natur.

Tegning af Johannes Larsen.