Kunstner og folkefest på Kjærlingebjerg*
15. oktober 2026 · Peter Storm · Kjærlingebjerg, Wedellsborg · 1918-1924

Historien om kunstneren Folmer Bonnén, der i 1920'erne forvandlede Kjærlingebjerg ved Wedellsborg til et kulturelt samlingspunkt med storslåede folkefester, radiokoncerter og kunstnerisk virkelyst.
Kunstneren Folmer Bonnén (1885-1960) havde sammen med sin hustru Hldur og døtrene Guri og Tone i nogle år sommerbolig i Wedellsborgs smukke birkedommerbolig ved Kjærlingebjerg. Man kunne hyppigt læse om ham i Middelfart Venstreblad, der var ham venligt stemt. Det begynder i det små, da han i juni 1918 er på session i Middelfart, fordi han med sit køb af birkedommerboligen samme år nu står på den lokale lægdsrulle. Han nægter grundet sin religiøse overbevisning at bære våben. Han udskrives så til arbejdstropperne.
Han omtales i Middelfart Venstreblad marts og april 1919. Han er igen i avisen med sin udstilling i Niels Bangs Hus, Kongensgade i Odense oktober 1920. November samme år udstiller han i Bogense, hvor hans farbror er konditor. I oktober 1921 kan han fortælle, at han på Kjærlingebjerg er optaget af et større dekorationsarbejde til en direktørvilla. Maj 1922 åbner han udstilling i København. Han har travlt med sin kunst – og travlt med at komme i avisen.
Da han har boet nogle somre på Kjærlingbjerg, får han i maj 1922 en storslået idé. Han vil holde en folkefest! Det fortæller han til Nationaltidende og derefter til Middelfart Venstreblad. Det skal være ”en fynsk Jenlefast”: ”På en solrig sommersøndag skulle egnens folk mødes med kunstneren og hans mange venner på bjerget og der skulle være fest og livsglæde.” Folketingsmand A.C. Meyer, redaktør Chr. Reventlov og digteren Hans Ahlmann skal tale, og tenorsangeren Anker Olesen synge. Midt i det hele kan avisen meddele, at Bonnén har solgt en mekanisk dukke til tusinde kroner til videre produktion. Det hjælper på finansieringen af folkefesten. Den første folkefest blev en stor succes. Nu må Middelfart Avis, der konkurrerede med Middelfart Venstreblad bruge den store overskrift ”Festen paa Kjærlingebjerg. Den havde samlet 3000 deltagere. En næsten for vellykket Fest.”
Folmer Bonnén hvilede ikke på laurbærene. I marts 1923 læser man om en elevudstilling han afholder hos to frøkener i København. Den næste Kjærlingebjergfest nærmer sig. Bonnén får besøg af tidens omtalte forfatter, Emil Bønnelycke, der sammen med H.P. Hansen, Nørremølle skal være hovedtalere. Igen går det godt. Juni 1923 har Middelfart Venstreblad en firespaltet artikel med et billede af birkedommerboligen. Overskriften lyder: ”Den anden Kjærlingebjergfest overgik den første. Der var i Gaar ca. 4000 Mennesker til den vestfynske Folkefest. Festen fik et storstilet og ypperligt Forløb, idet Arrangementet klappede.”
Middelfart Venstreblad bliver måneden efter fodret af den utrættelige kunstner. Nu er det hans bror, komponisten Helge Bonnén, der er på besøg. Han har også tid til at opfinde en helt ny form for vejrbestandig murmaling.
Så er det tid til forberedelse af den tredje Kjærlingebjergfest søndag 22. juni 1924. Talere bliver borgmester Kaper, København og digteren Emil Bønnelycke. Operasanger Johannes E. Johansen synger. En overraskelse bliver en radiokoncert med forbindelse direkte fra Tivoli. Igen kan Middelfart Venstreblad dække begivenheden stort med overskriften: ”Den tredje Kjærlingebjergfest blev en Sukces!. Trods truende Regn indfandt over 3000 Mennesker sig til Festen, der formede sig smukt og med et mere intimt Præg end hidtil.”
Folmer Bonnén var klar igen med en annonce ugen efter, hvor han inviterer amatører og kunstnere til et 2 måneders kursus i tegnen og malen hver tirsdag og fredag aften på Kjærlingebjerg, pr. Ejby St. Der var gang i Folmer Bonnén og Kjærlingebjerg.
*Nutidig stavemåde Kællingbjerg.
Portrætfoto af Folmer Bonnén.
#Folkefest#Historie#Kunstner#Litteratur#Wedellsborg


