Kongens fald
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Lillebælt · 1523

Læs om Christian 2.s skæbnesvangre ophold i Middelfart vinteren 1523, og hvordan forfatteren Johannes V. Jensen udødeliggjorde kongens tvivl på Lillebælt i romanen 'Kongens fald'.
Historien kan rive os så meget med, at vi lever os ind i den i en sådan grad, at vi bliver et med den. Her er det gået temmelig vidt for forfatteren til denne historiske klumme. Om jeg nu er mig selv eller Christian 2. må læseren kæmpe med. Hvad har Christian 2. med Middelfart at gøre?
I vinteren 1523 boede han et par uger hos borgmesteren i Middelfart, fordi han måtte være tæt på de oprørske rigsråder i Jylland, der havde fået nok af hans styre. Han måtte derfor hellere blive i sikkerhed på Fyn. Han havde ganske vist nogle krigsknægte med sig, men ikke nok til at slå oprøret ned. I stedet måtte han forsøge sig ad forhandlingens vej. Han mødte oprørerne i Vejle, men alt sammen forgæves.
Christian 2. rejste tilbage til slottet i København og gik kort efter ombord på flåden med sin familie for at sejle til sin svigerfamilie i Holland. Her søgte han støtte i konflikten med de jyske rigsråder. Da foråret kom havde han samlet en lejehær ved Hamborg, hvorfra han ville rykke nordpå og sige oprørerne grundigt tak for sidst. Men pengene slap op og lejetropperne spredtes for alle vinde. Christian 2. havde for bestandigt tabt magten i Danmark.
Forfatteren Johannes V. Jensens har skrevet om denne konge og hans tid i sin berømte roman ”Kongens fald” – betegnet som det 20. århundredes største. Flot er den. Kapitlet om Christian 2.s tvivl og fortvivlelse den vinternat på Lillebælt i 1523, hvor han med Jensens digteriske frihed sejler 20 gange frem og tilbage mellem Fyn og Jylland er fabelagtigt og stort skrevet.
PS. Den fine dragt er så fornemt skabt og syet efter historiske oplæg af Janne Andersen.
#Historie#Litteratur


