Købstaden Middelfart 1913.

Journalist og forfatter Svend Eilersgaard (1884-1968) skrev om danske købstæder i ”Verden og Vi”. Han tager i 1913 også Middelfart under kærlig behandling. Måske ekstra kærligt for her var han opvokset som søn af skrivende forældre. Hans mor var den bekendte forfatter Charlotte Eilersgaard (1858-1922) og hans far redaktør af Middelfart Avis, Julius Eilersgaard (1855-1948). Om Middelfart skriver han bl.a.:

”En fremmed, der stiger af toget og spadserer gennem byens hovedgade, får indtrykket af noget uendeligt. Han går og går, passerer forbi Nordiske Kabel- og Trådfabrikkers store kompleks, det venlige lille anlæg med krigsheltene fra 48 og 64 og videre forbi huse med butik ved butik. Gaden synes stadig at fortsættes, indtil han endelig standser foran byens oase, ”Behrendts Hotel”, hvis terrasse med udsigt over havnen, skoven og bæltet med Jyllands kyst i baggrunden snart er verdensberømt. Der går det sagn, at da jernbanen gennem Fyn skulle anlægges, rystede de ærværdige Middelfartborgere på deres grånede hoveder og sagde: ”Gud fri os for at få det spektakel alt for tæt ind på livet. Og følgen blev, at banegården lagdes langt uden for byen. Nu har den vindskibelige by langsomt og sikkert vokset sig ud til jernbanestationen, og følgelig er byens hovedgade blevet noget af det længste, man kan træffe i en dansk provinsby. Selve strøget strækker sig vel nærmest fra et stykke af Østergade gennem Algade med den karakteristiske bindingsværksbygning, hvor nu er højskolehjem, og følger denne smalle og hyggeligt krogede gade, der krydser Torvet, hvorfra Lillebælts friske saltandsånde stryger ind over byen og videre op til den ærværdige Skt. Nicolaj Kirke, hvis røde og tykke munkestensmure ligger omkranset af kæmpehøje kastanjetræer. Her pulserer livet ved efterårs- og vintertid. Små backfische slider på de toppede brosten og koketterer med de pænere eksemplarer af de mandlige patienter fra det nærliggende store sindssygehospital, thi disse benytter gerne deres rekonvalsenstid til flittigt at dyrke strøglivet i Middelfart. Og bilerne tøf-tøffer ret hyppigt gennem byens gader. I gamle dage var det diligencen, der skaffede byen sit pust ude fra den store verden. Når den med postillonen truttende på hornet skrumplede gennem hovedgaden, kom beboerne til vinduerne for at se, hvilke ny rejsende den førte til eller fra smakkefarten mellem Kongebro og Snoghøj. Da jernbanen kom, gled rejselivet uden om byen over Strib og Fredericia. Men nu har Middelfarts driftige indbyggere startet en stor og bekvem automobilfærge mellem havnen og Snoghøj, og det friske rejseliv præger atter byen. Den ene luksusautomobil efter den anden suser daglig gennem hovedgaden. Thi i vore dage er det jo den eneste anstændige måde, ”the upper ten” kan rejse på. Om sommeren flytter hele strøglivet ned til havnen, og på havnemolen hersker et broget liv. En sommeraften, når bæltets småbølger klukker mod bolværket og lysene stråler ovre fra Snoghøj Badehotel, lægger den ene efter den af de passagerdampere, der daglig befarer bæltet og Kolding Fjord til ved molen og udspyr og indtager sine turister, for atter lynsnart at pile af sted. I havnen høres harmonikaspil fra lystkutterne, som ofte ligger her i flok og rad. Navnlig tyskerne har fået en sand forkærlighed for Middelfart. Helt ned fra Berlin kommer de sejlende herop og ligger i ugevis og nyder det friske sommerliv. Det hænder også tit, at en stor afdeling af den tyske flåde passerer gennem bæltet. Den stryger da gerne op langs havnen. Mandskabet stilles op til parade på dækket og musikken om bord spiller ”Kong Christian”, medens kejserflaget kipper for Dannebrog på land som den gamle havnefoged får travlt med at hejse, som svar på Tysklands fremtids ærbødige hilsen.”

Portrætfoto af Svend Eilersgaard 1884-1968.