Fægtning ved Snoghøj 1864

Krige er grusomme. De gør indtryk. Her en barndomserindring om krigen 1864 skrevet af forfatteren og journalisten Carl E. Simonsen. Han blev født i Middelfart 1855 som søn af en rebslager. Han var 9 år gammel, da han på afstand oplevede en fægtning ved Snoghøj den 8. marts 1864. Han skriver:

”Imidlertid rykkede tyskerne op i Jylland, og en dag hørte vi kanonskud fra Henneberg Skov ved Damgaard. Vi drenge var i skole, men læreren, den udmærkede L.P.L. Petersen, sagde, at nu måtte vi gå hjem, tagende mad og bøger med os. Og det lod vi os ikke sige to gange. Vi fo’r ned til Lillebro og så, at tyskerne drev de danske mod Fredericia. Kaptajn Daue af 20. regiment tøvede for længe ved Snoghøj, og kaptajnen og kompagniet blev taget til fange. Vi så tydeligt, at vore soldater hev geværerne ud i bæltet og vinkede til os med deres hvide lommetørklæder…

En 5-6 mand af regimentet løb langs stranden mod Lyng, hvor de formodentlig fortsatte langs stranden til Fredericia. Imidlertid skød tyskerne mod Middelfart, en granat boredes ind under kirken, og en landede ved den sorte bøje, der lå udenfor havnen. Nu fik løjtnant Thestrup (senere oberst i forstærkningen) travlt, og i firspring jog han med 4 kanoner gennem Middelfarts gader og Kongebroskoven og havnede omsider på Kongebrobakken, akkurat der, hvor nu Lillebæltsbroen ligger og føres over til Snoghøj.

Den danske kanonade besvaredes med livlig skydning fra tyskernes side, men betød ingenting og havde ingen interesse. Ved totiden var Fredericia indesluttet af tyskerne, og fortropperne kæmpede mod de danske ved Vejle. På Lyngs banker ved Grotrians og Skovs teglværker, der nu er forsvundne, holdt en tysk generalstab, hvorfra ordonnanser kom og fløj på deres rappe heste. Krigen var i nabolaget.

Og lidt senere på året kom en nat general Caroc, bankede os op og sagde, at alle, der havde både – også min fader, bødker Bjørn, smed Anker, apoteker Einhoven, Per Kongebro, lods Herman Petersen, marsvinjæger, senere havnefoged Chr. Nissen og mange andre fiskere, straks skulle sejle til Fredericia, da fæstningen skulle rømmes. Atter et ”genialt” træk af den elendige hærledelse.

De, der havde både måtte i nattens mulm af sted og sørge for ikke at blive set af de tyske strandvagter, der havde besat hele den nordre bred af Middelfartsund og skød på dem, der i både kom kysten for nær – men alligevel kom snese, for ikke sige hundreder af overløbere over i stjålne både, mandskab af det tyske 13. regiment, der lå i Middelfart og ikke kunne anvendes i felten.

Vi havde en skomager Rickardt fra Femern i indkvartering, og han kunne bogstaveligt ikke et dansk ord. Han lærte mig et lille plattysk vers, som jeg vil gengive, som jeg hørte det den gang:

”Gut’ Nacht, gut’ Nacht, wær Liebste hät

Wær keine hät musch auch zu Bett.”

Kilde: Carl E. Simonsen: 50 Aar som Skribent. W. Winckelmann’s Forlag 1937.

Illustration: Østrigsk feltvagt ved Damgaard.