Kloakarbejde og arkæologi 1926
15. oktober 2026 · Peter Storm · Skovgade, Knorregade, Brogade, Middelfart · 1920'erne (samt fund fra 1600-tallet)

I 1926 bød store kloakudgravninger i Middelfart på spændende arkæologiske fund. Christian Behrendt dokumenterede alt fra byens gamle voldgrave og Vesterport til historiske færgebroer under Brogades overflade.
Da jernbanen til Lillebæltsbroen anlagdes, måtte der graves og drænes for at lede vand fra jernbanelinjen ned gennem byen og videre ud i Lillebælt. Skovgade, Knorregade og Brogade gav plads til de nye kloakledninger. Nutidige beboere kan sagtens forestille sig gravearbejdet, når de erindrer Klimabyens tilblivelse.
Ingeniørfirmaet Aarslev stod for arbejdet, der oprindeligt skulle have ledt vandet fra banen ad Teglgårdsvej til Fænøsund, men da man mente, at ledningen med tiden også ville kunne gøre nytte for byen, ombestemte man sig. Rørene blev støbt i beton her i byen med en diameter på 80 cm. Arbejdet på havnen var vanskeligt, da der her var fyldt op med store kampesten. Alt dette kunne man læse i Middelfart Avis den 10. juli 1926.
Vores opmærksomme lokalhistoriker Christian Behrendt fulgte interesseret med og skrev en artikel til Middelfart Avis den 10. august 1926, hvor han fortalte, hvad graveriet afslørede fra svundne tider. Han kunne konstatere, at de gamle gader generelt var blevet højere med tiden. Det skyldtes skarn og affald fra husdyr og husholdninger.
Der var ikke så meget historisk at bemærke i Knorregade. De mest bemærkelsesværdige steder var ved den gamle byport i Skovgade og på brohovedet ud for Brogade. Det var ikke så underligt, for her var tale om hovedadgange til byen fra Hindsgavl og søsiden. Udgravningerne ud for Brogade fortalte, at færgebroen var blevet gjort længere og stærkere med tiden. Kraftigt tømmer afsløredes.
Behrendt skrev, at det bedste nu var opdagelsen i Skovgade af voldgraven med en bro af kraftigt tømmer nede under gadeniveau. En del af dette tømmer blev indbragt på byens museum. Det er nu nok gået til. Det hidrørte fra den befæstning, som Christian 4. befalede skulle anlægges i 1628 som værn mod fremmed invasion. Ved denne voldgrav med bro befandt byens Vesterport sig indtil 1849, hvor der var et bomhus med en toldbetjent, der opkrævede såkaldt accise (told) til kommunekassen.
Foto fra nyere tid af udgravningen i Skovgade.
#Arkæologi#Byplanlægning#Færgefart#Historie#Klimabyen#Middelfart Museum


