← Peter Storms klumme

Byrådet må låne

15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Middelfart · 1918-1923

Panteobligation og dokumenter vedrørende Middelfart Kommunes køb af Hindsgavl jorde.
Foto: Peter Storm

Hør historien om dengang Middelfart Kommune købte Hindsgavl jorde i 1921. Trods borgernes skepsis og en pris på 680.000 kr., sikrede det nye byråd byens fremtidige udvikling gennem et historisk lån.

Afdøde borgmester Herman Jensen oplyste i 1985 Marsvinslauget I Middelfart, som han selv var medlem af, om nogle nærmere omstændigheder vedr. Middelfart Kommunes køb af dele af Hindsgavl gods. Han tog udgangspunkt i en panteobligation, der samme år var tilbagetalt.

Herman Jensen beretter, at godset i årene før kommunens endelig køb i 1921 flere gange havde tilbudt kommunen nogle jorde. Det kunne nok være tiltrængt, idet kommunen trængte hårdt til at kunne følge med i forhold til erhvervs- og befolkningsudvikling. Men byrådet var dengang ikke sindet at købe jord. Da man imidlertid i 1918 skiftede borgmester, idet den daværende kongevalgte borgmester Stephensen ønskede at træde tilbage i utide. Året efter ville man alligevel ifølge en ændring af valgloven overgå til at have folkevalgt borgmester. Det var således et nyt byråd med den folkevalgte socialdemokratiske borgmester Ehlert Nielsen, der så de nye muligheder for kommunens udvidelse.

Herman Jensen har beskrevet situationen i byrådet og i befolkningen således: ”Byrådet blev enige, men hvad sagde borgerne – ja, den almindelige opfattelse var vistnok, at byrådet var blevet tossede – det lignede da ikke noget, at en i øvrigt fattig by pludselig ville til at spille godsejer, men trods alle besværligheder blev handelen bragt i orden, og for en sum af 680.000 kr. overtog Middelfart Kommune herlighederne – dog som bekendt slottet undtaget.”

For at skaffe de nødvendige penge måtte man optage lån og et af dem er den nævnte panteobligation, som tilsikrer et beløb på 290.000 gennem Sparekassen for København og Omegn til en årlig rente på 5 % underskrevet af det samlede byråd den 20. juni 1923.

Man kan i dokument finde forskellige interessante tilføjelser. Den 14. maj 1900 omtales en synsforretning om borttagelse af ler m.m. omkring kysten ved Hindsgavl, Fænø og Fænø Kalv. Det må vel dreje sig om beskyttelse i forbindelse med teglværkers behov for ler. Den 2. maj 1910 er tinglæst dekret om umyndiggørelse af Frederik Niels Basse Fønss. Den 3. juni 1918 er tinglæst forpagtningskontrakt med forpagter H. Ehnhuus. Endvidere at fiskerne Madsens og Guldbrandt-Jørgensens kontrakter respekteres samt at skovfoged Hansen, tømrer Nielsen og havemand Madsen har ret til at bebo deres huse så længe de lever. For at nævne nogle enkelte forhold.

#Byplanlægning#Hindsgavl#Historie#Middelfart Museum#Socialdemokratiet

Flere klummer