Klædefabrikation på Hindsgavl og i Middelfart –
15. oktober 2026 · Peter Storm · Brogade 2, Algade 20, Hindsgavl, Middelfart · 1787–1857

Historien om Karen Basse Fønss’ ambitiøse klædeproduktion på Hindsgavl, der førte til oprettelsen af spinderier i Brogade og Algade og gav arbejde til byens fattige i slutningen af 1700-tallet.
historie om Brogade 2 og Algade 20
En junidag i 1787 rejser den 26-årige jurist Mathias Lunding fra København for at indsamle viden om væveri- og spinderianlæg rundt om i landet til brug for Kommercekollegiet. Den 13. juli ankommer han til det nybyggede Hindsgavl slot. Han betegner den 31-årige kammerherreinde Karen Basse Fønss, som den ”vindskibeligste dame i Fyen”, hvilket betyder, at hun får ret meget fra hånden. Lunding lægger mærke til, at der er en stor rulle til at jævne og glatte ”hjemmegjorte tøjer”. Husets gardiner har hun selv gjort og hun fremviser en bog med forskellige væveprøver. Hun lader årligt spinde 6-7 skippund (960-1120 kg) hør. Gårdens malkepiger skal hvert år spinde 10 pund hør. Kunne de spinde mere, blev de betalt for det. De kunne herudover frit væve brudeudstyr til sig selv. Lunding bemærker, at forholdet mellem kammerherreinden og pigerne er godt. Der er hele tiden to væve i gang. Der fremstilles fine lærreder og strømper. Hun har samme år solgt 600 alen klæde til Norge. Hun kan godt sælge mere, hvis afsætningsmulighederne forbedres. Lunding bemærker, at der i Middelfart ikke er spor af nogen fabrik.
På sin tilbagerejse først i september besøger Lunding atter Hindsgavl. Han taler med sognepræst Bredahl, der kan ønske sig et spinderi i Middelfart by til at understøtte byens mange fattige. Ved afskeden med Lunding forærer Karen Basse Fønss ham eksempler på hendes fabrikerede tekstiler. Han bemærker, at 12 børn fra Middelfart dagligt spiser på Hindsgavl og bliver udstyret med hjemmegjorte klæder. Mon ikke børnene har hjulpet til med fremstillingen? På sin rundrejse besøger Lunding også nogle nye fabriksanlæg i Fredericia.
I 1791 erhverver Hindsgavl en større gård i Brogade i Middelfart, hvor der indrettes spindehus, der skal samarbejde med det af væverierne i Fredericia, der bliver ledet af fabrikant Johan Heinrich Koch. I Middelfart arbejder 29 personer med forarbejdning af uld. Spinderiet modtager kongelig understøttelse og en aftale med byens fattigvæsen sikrer en del af arbejdskraften. Det sidste er nu ikke så let og fører til en strid mellem byfogeden og Hindsgavl. En retssag afgør, at det er byfogeden og præsten, der administrerer fattigvæsenet og dermed har ret til at afgøre, hvem der er arbejdsduelige – og ikke kammerherre Adeler på Hindsgavl!
Spinderiet i Brogade vokser og Hindsgavl opfører i 1801 derfor en helt ny to etages bygning (siden kendt som Hotel Melfar). Allerede i 1797 har kammerherreparret på Hindsgavl formået fabrikant Koch til at flytte sin virksomhed fra Fredericia til Middelfart. Hindsgavl har købt en gård på Algade til formålet og indretter bygninger til den omfattende klædefabrikation. Fabrikant Koch køber i 1810 virksomheden af Hindsgavl. To sønner driver virksomheden videre indtil 1838. I nogle år herefter er der kun farveri. I 1857 køber brændevinsbrænder Jens Martin Emil Jørgensen stedet og indretter her Hotel Odin i nye bygninger. I dag huser Algade 20 ejerlejligheder.
Illustration: Kig ind i Algade 20.
#Hindsgavl#Historie#Industrihistorie#Karen Basse Fønss#Tekstilproduktion


