← Peter Storms klumme

Kanonkuglen i Søndergade

15. oktober 2026 · Peter Storm · Søndergade, Middelfart, Snoghøj, Fredericia · 1848 (1848–1850)

En indmuret kanonkugle i facaden på et hus i Søndergade i Middelfart.
Foto: Peter Storm

Under Treårskrigen i 1848 blev Middelfart målet for en prøjsisk hævnaktion. En indmuret kanonkugle i Søndergade står i dag som et tavst minde om det dramatiske bombardement fra Snoghøj.

Krigen var rykket tæt på Middelfart i begyndelsen af maj 1848. Den 2. maj så man ridende prøjsisk artilleri i Snoghøj, hvor de prodsede af (militært udtryk for at afkoble kanonen) og skød mod Hindsgavl. Kuglerne faldt i skoven og på marken. Frøknerne Fønss var med en rytterofficer ude i skoven for nysgerrigt at iagttage de fjendtlige tropper, der rent faktisk huserede på deres onkels, færgebestyrer Riegels ejendom i Snoghøj. Samme nat rykkede prøjserne ind i Fredericia og borgere herfra flygtede til Middelfart.

På Lillebælt havde vi samlet flere kanonbåde, der stammede fra forrige krig mod englænderne. De var lette at manøvrere i det smalle farvand, da de både kunne drives frem med årer og sejl. Den 4. maj sejlede vort hjuldampskib ”Gejser” forbi kastellet i Fredericia og sendte nogle provokerende skud efter prøjsernes flagstang.

Vore provokationer tog til den 8. maj, da en flotille bestående af 4 kanonbåde og hjuldampskibet ”Hekla” under kommando af orlogskaptajn Bille havde til hensigt at foretage en landgangsoperation ved kastellet i Fredericia. Dette blev imidlertid afslået af den danske generalkommando i Middelfart.

Orlogskaptajn Bille kunne imidlertid ikke dy sig, og med yderligere to kanonbåde, der sluttede sig til ved Kongebroen, satte han kurs mod Fredericia efter at have taget lods ombord i Middelfart. Ved kastelspynten i Fredericia indledte den lille flåde sit bombardement. Man fik ram på krudtmagasinet, der røg i luften sammen med proviantgården. Bille mistede 6 mand og havde 17 sårede. Han måtte til sidst fortrække til Fænøsund.

Det var denne aktion, der senere samme dag udløste en hævnaktion fra prøjsernes side. De kørte først nogle kanoner i stilling ved Erritsø, hvorfra de skød færgegården i Strib i brand. Efterfølgende beskød samme kanonbatteri Middelfart fra Snoghøj. Det er denne historie, som den indmurede kanonkugle i Søndergade 9, Middelfart, fortæller.

I øvrigt forlangte stormagterne senere i maj, at prøjserne skulle rømme Fredericia, der igen kom på danske hænder.

#Hindsgavl#Historie#Skibsfart#Treårskrigen

Flere klummer