Er soldatens arbejde altid at dræbe?

Det hører til en soldats arbejde i givet fald at skulle dræbe et andet menneske. Helst ønsker vi, at der ikke er krig og helst ønsker vi, at der er fred. Ser vi tilbage på de krige Danmark gennem tiderne har deltaget i, så er der vel en tendens til, at de ældste krige fortaber sig mere i spørgsmål om, hvem der vandt eller tabte. Det mere personlige bliver borte. Denne beretning fra krigen 1848-50 bringer os meget tæt på den udfordring og det etiske ansvar, som en enkelt soldat kan stå med, når han skal slå en fjende ihjel. Det er partikulier (rentier) og Dannebrogsmand Christian Ludvig Kiørboe fra Fænøgård ved Middelfart, der i bogen ”Dengang jeg drog afsted –”, Det Nordiske Forlag 1898 har ordet.

Kiørboe tilhørte de jyske skarpskytter (herregårdsskytter), der benyttedes af hæren til patruljetjeneste. En dag var de ti mand, der på Skrydstrup Hede mødte ti fjendtlige dragoner, som de beskød og drev på flugt. En dragon blev ramt og tabte både pallask og hue. Kiørboe samlede hans hue op og gemte den som minde i mange år, indtil den efterhånden gik til af møl og orm. Kiørboe understreger, at han med største koldblodighed sigtede på og traf dragonen.

Anderledes havde Kiørboe det, da han var med til en forpostfægtning ved Steppinge. De havde omringet en gård med fjendtlige kyradser under ledelse af en løjtnant, der sammen med 4 mand red ud, men de var i undertal. Løjtnanten red frem mod Kiørboe og standsede ud for ham. Kiørboe erindrer, at løjtnanten så ham i øjnene med et blik, han aldrig glemmer. Det var så elskværdigt, kærligt og modigt et blik. Løjtnanten slog ham med den flade klinge over ryggen og galopperede videre. Kiørboe sad med spændt pistol, men det var ham ikke muligt at få fingeren på aftrækkeren. Det var ham slet ikke muligt at skyde på løjtnanten, hvilket ellers kunne være let nok.

En tredje episode, som Kiørboe erindrer, var udfaldet 6. juli 1849 ved Fredericia. Ved Stoustrupskansen, stod en fjendtlig soldat med hovedet over palisaderne og skød på de fremstormende danskere. Kiørboe var nået op på skansen og kunne støde ham bajonetten i struben. Selv om han stod ansigt til ansigt med denne fjende, kunne han fælde ham uden rørelse.

Her er tre forskellige episoder fra Kiørboes virke som soldat. Han slutter med at skrive, at den samme koldblodighed kunne han ikke mobilisere over for den prøjsiske løjtnant. ”Ham kunne jeg ikke skyde. Gud ske lov, jeg gjorde det ikke.”

Christian Ludvig Kiørboe er født den 17. august 1818 på Skægs Mølle ved Odder. Vi finder ham i folketællingen 1901 som ugift under Hindsgavl på Fænøgård, der forpagtedes af hans nevø Carl August Kiørboe.

Illustration fra H.H.E. Krogsgaard: Fædrelandskjærlighed. Strandbergs Kulturhistoriske Bibliotek 1977.