Juels venner i Ronæs præstegård
15. oktober 2026 · Peter Storm · Ronæs, Gamborg, Udby · 1778-1800

Fortællingen om det nære venskab mellem maleren Jens Juel og præsten Nicolai Bierfreund i Ronæs. Oplev historien om pastelfarvede portrætter, dannelse og forbindelserne mellem Gamborg og København i 1700-tallet.
Om man nu til efternavn hed Ølven, så ville vi smile. Men gør vi efternavnet tysk, så lyder det straks mere højtideligt: Bierfreund. Ved Udby kirke ansattes præsten Nicolai Bierfreund i 1778. Han var da 28 år gammel. Faderen var ved drengens fødsel købmand i Fåborg, men flyttede få år efter til Assens, hvor han også var købmand. Familien siges at stamme fra Salzburg, hvorfra ærkebispen havde udvist den i begyndelsen af 1700-tallet.
Når jeg tager præsten Nicolai Bierfreund op, så skyldes det, at han var nær ven af maleren Jens Juel. De to lærte hinanden at kende i København. Bierfreund blev gift i 1779 i Odense med den 19-årige præstedatter Anna Margrethe Henriksen. Parrets førstefødte, blev datteren Elise, der i 1780 kom til verden i præstegårdern i Ronæs. Elise er malet i pastel af Jens Juel i Ronæs i 1786 (se illustration), hvor han besøgte sine forældre i Gamborg. Ved samme lejlighed tegnede han også præstekonen. To år før, da Juel var blevet udnævnt til professor, gik hans mor til Ronæs præstegård for at fortælle den gode nyhed. Og i 1787 stod Jens Juels ugifte søster, der boede hos forældrene i Gamborg, fadder til en datter af Bierfreunds. Der var som det ses nære forbindelser mellem Juels og Bierfreunds familier.
En anden betydningsfuld begivenhed har vi, da Juel i sommeren 1798 sendte sin næstældste datter Sanne på 5 år på et længerevarende ophold i præstengården i Ronæs. Samme år blev den 18-årige Elise Bierfreund lærerinde ved madam Lindes velanskrevne pigeskole i København og hendes lillebror den 16-årige Frederik Ludvig Bierfreund optaget som elev på Schouboes Institut ligeledes i København. Alt i alt ser vi, at dannelse vægtes højt i de to familier.
Elise Bierfreund døde kun 20 år gammel i København sommeren 1800. Det gjorde indtryk på Adam Øhlenschlægers forlovede Christiane Heger, som var veninde med Elise. En ven af Øhlenschlæger, lærer Sessing ved benævnte Schouboes Instititut (siden toldinspektør i Assens) havde haft et kærligt øje til Elise og skrev et følt mindedigt over hende i den københavnske Adresseavis.
Illustration: Jens Juel: Portræt af Nicolai Bierfreund.
#Historie#Litteratur#Peter Hansen


