← Peter Storms klumme

Indkvarterede i Balslev

15. oktober 2026 · Peter Storm · Balslev · 1848-1849

Forsiden af bogen Breve fra danske Krigsmænd 1848, 1849, 1850. 1873.
Foto: Peter Storm

Glimt fra soldaterlivet under Treårskrigen gennem tre breve skrevet af indkvarterede krigsmænd i Balslev. Læs om dramatiske flugtforsøg, livet i kvartererne og længslen efter fred og hjemmet.

Jeg har en slidt bog med titlen ”Breve fra danske Krigsmænd 1848, 1849, 1850. 1873.” Det er soldater fra det ganske land, der under deres tjeneste indkvarteres andre steder i det ganske land. Jeg har udvalgt tre breve far tre forskellige soldater alle indkvarteret i Balslev.

Poul Hansen Aunø til sin søster, Balslev 15. maj 1848: ”Så vil jeg lade Eder vide, at jeg havde nær blevet taget til fange af de prøjsiske gavtyve i Christiansfelt. Der var vi ikke mere end fire mand og hele det andet kommando var marcheret fra os. Men Gud være lovet, at der i det samme kom rn gammel bonde kørende. Så spurgte vi ham ad, om han ville køre for os.; men så sagde han, den gang ikke, hverken for betaling eller godvillen jeg vil. Men vi som forstod det bedre, vi tog og trak ham af vognen, og så satte vi os op at køre. Men da bonden han så, at vi kørte, så græd bonden og sagde: bi lidt, lad mig komme med op at køre, for at jeg kan få mine heste igen, og vi holdt og lod ham komme op. Det skete i Christiansfelt i Slesvig-Holsten, og det var ikke mere end et kvarter på at gøre, så havde vi været taget til fange af de prøjsiske dragoner.”

Niels Peter Rasmussen til sine brødre, Balslev 19. maj 1848: ” . . . . Det keder naturligvis, det ensomme liv i kvartererne, hvor man intet hører uden hornets toner, når det kalder til opbrud, i samme øjeblik skal vi så være færdige og går efter kommandoen videre, uden at vide hvorhen. Vi har været 2 gange i kast med vores fjender. Resultatet kender I bedre end jeg; vores bataljon har ikke været så uheldig som andre korps. Skønt vi ved Slesvig holdt prøjserne stangen fra kl. 4 eftermiddag til kl. 8 aften; af flere 1000 kugler, de spenderede på os, ramte vist ikke 7 vores. Vi sparede dem ikke, hvor vi kunne virke med kraft, men forsigtighed bød, at drage armékorpset tilbage.”

Hans Pedersen Haarløv, 2. jægerkorps til sin kone, Balslev 21. juli 1849: ”Kære kone! Jeg takker dig for dit brev af 7. juli, det modtog jeg i aftes. Det glæder mig meget, at jeg ser du er ved helsen og efter omstændighederne har det godt, hvilket jeg og med glæde får tilmelde dig min kære. Gud være lovet, jeg har en god helsen og hele lemmer, jeg kan med sandhed sige, jeg har hverken sorg eller nød for min egen person. Gud være mig nådig, så mangler jeg ingen ting i dette urolige liv man lever i; naturligvis, det er jo enhvers ønske, at vi snart kunne få en god og ærefuld fred, thi enhver ønsker sig jo til sit hjem herneden, som har sand følelse til hjemmet; mange er allerede gået over til hin verden i evigheden. Om man end har det jordiske hjem nok så kært, så kan det dog ikke hjælpe, når pligten og æren os kalder, vi må jo afsted, ja og i den blodigste kamp, når broders blod væder jorden.”

Illustration: Forsiden af bogen.

#Historie#Treårskrigen#Vends Herred

Flere klummer