← Peter Storms klumme

Hvad er humlen?

15. oktober 2026 · Peter Storm · Brenderup, Nordvestfyn, Kærsgård · Middelalder til 1900-tallet

En frodig humlehave på Nordvestfyn i gamle dage.
Foto: Peter Storm

Nordvestfyn er kendt som humleegnen, hvor flid og omhu med humlehaverne skabte en særlig kultur af velstand og skønhedssans. Læs om hvordan Anna Trolle på Kærsgård startede eventyret, og hvordan humlen prægede både landskabet og folkesjælen.

Hvad er humlen ved det skønne Nordvestfyn? Det er, at her er skønt og frodigt. Nordvestfyn er blevet kaldt for humleegnen. Det er et lunt hjørne af Fyn, hvor der er blevet dyrket humle i overflod. Omkring Brenderup og nabosognene, dyrkede hver en bonde og hver en husmand humle. Ikke til eget forbrug, men til salg i det ganske land. Af humlens hunplanter kan man plukke humlekopperne, fordi de er gode til at give øllet smag og til at konservere øllet. Det har man kendt til i den tidlige middelalder overalt i Europa.

Da kongemagten opdagede, at udenlandske købmand efterhånden solgte os megen humle, ansporede man hjemlige bønder til at dyrke humle og tage konkurrencen op. Og netop Nordvestfyn lagde sig i spidsen. Her havde godsejerfruen Anna Trolle på Kærsgård gjort sit hertil. Hun havde sendt nogle af sine bønderkarle til Tyskland for at lære kunsten at dyrke humle.

Det har præget hele egnen. For det første kræver det omhu og flid at dyrke humle. Det betyder, at man er omhyggelige med sine humlehaver. Det smitter af på, hvordan man passer og forskønner sin bedrift. Der bliver kønt og ordentligt omkring huse og gårde. Det har selvfølgelig også betydning, at man kan tjene på humlesalget og derved løfte standarden i og omkring sin bebyggelse. De mange små og store humledyrkere blev afhængig af humleprangere, der opkøbte humlen og kørte ud i landet for at sælge den. Desværre fristedes enkelte både humleavlere og humlesælgere til at forfalske humlen. De kunne blande den op med tørrede og knuste humleblade, hvilket ingen virkning havde. Det blev et problem, som debatteredes uden at man fandt løsninger på problemet med snyd.

Vores egn har i bondetiden været kendt for velstand, renlighed, orden og pyntelighed. Nogle talte ligefrem om at karakteren blev præget af dannelse og skønhedssans. Måske har der været noget om det? Og måske præger det os nordvestfynboer stadigvæk?

#Brenderup kirke#Humleavl#Landbrugshistorie#Middelalder#Socialhistorie

Flere klummer