Hun kaldte sig malerinde
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Søndergade, Knorregade, Algade · 1858-1932

Portræt af den selvlærte Middelfart-maler Anna Nielsine Buchholz (1858-1932). Læs historien om slagterdatteren, der tegnede sortkridtsportrætter og forevigede byens havnemiljø på lærred.
Vi fødes og dør. Vores nærmeste husker os en tid. Offentligheden husker nogle og glemmer de fleste. Dog efterlader vi os spor. Det kan være i kirkebøger eller i aviser. Jeg vil trække en kvinde frem af glemslen. Det er Anna Nielsine Buchholz født 30. juli 1858 i Middelfart og død samme sted 20. juni 1932. Når hun har vakt min interesse, skyldes det nogle malerier med lokale motiver fra hendes hånd. Hun er selvlært maler og har som ung dyrket tegnekunsten.
Hendes far August Buchholz var fra Husum i Slesvig og hendes mor Cecilie f. Nielsen var fra Nyborg. Faren blev kun 40 år og døde 1874 efter 5 års tiltagende svaghed og 8 måneders sygeleje. Moren stod tilbage med to efterlevende børn og skulle klare sig. Hun ernærede sig ved at sy ligtøjer og lave gravkranse samt forfærdige gravvers med bopæl på Algade overfor Riisings Gyde. Det er ikke meget, vi erfarer om faren ud over, at han var slagtermester. Et par annoncer i Middelfart Avis henholdsvis 1859 og 1866 fortæller, at han solgte fin valket uld og at han til saltning solgte kornfede grise og lammekroppe til husholdninger. Familien boede ved folketællingen 1860 i Strandgade (nu Brogade) og i 1870 i Knorregade 9.
Anna Nielsine Buchholz annoncerer i Middelfart Avis igennem årene 1888-1893 med den samme tekst: ”Portræter (Sortkridtstegning) udføres i forskjellige Størrelser efter Fotografi meget billig af Anna N. Buchholz, Søndergade.” Hun havde deltaget i Den fynske Industri- og Landbrugsudstilling i Odense 1885 repræsenteret med 4 sortkridtstegninger efter fotografier. Hendes sortkridtsportrætter er vel udtryk for, at hun kunne være behjælpelig på en økonomisk overkommelig måde med at mangfoldiggøre et bekosteligt portrætfotografi. Det var hun ret dygtig til.
Der kendes som sagt oliemalerier fra hendes hånd. Det kan være motiver fra trækbanen på havnen hen mod kirken og toldbygningen, Hindsgavls kørelade på Fisketorvet og et billede med havn og havnemole – vellignende amatørmalerier. I Middelfart Venstreblad 21. februar 1905 kan man tilmed læse: ”Frøken Buchholz har i Kunsthandlen i Bredgade i København udstillet nogle af sine Malerier, deriblandt et Billede fra Trækbanen med Havnen og Kongebroskoven i Baggrunden.”
På sine ældre dage boede hun i Knorregade 2 hos avlsbruger og vognmand Hans Larsen. Her døde hun 73 år gammel. Hun forblev ugift hele sit liv. Hende ville jeg da gerne vide mere om. Tænk om hun havde efterladt sig et portrætfotografi!
Illustration: Malerinde Buchholz ”Trækbanen, kirken og Gammelhavn”.
#Kulturhistorie#Kunstner#Sankt Nikolaj Kirke#Skibsfart#Slægtshistorie

