← Peter Storms klumme

Hofarkitekt i Middelfart

15. oktober 2026 · Peter Storm · Algade 6, Middelfart · 1822-1826

Det tidligere rådhus, ting- og arresthus i Algade 6 i Middelfart.
Foto: Peter Storm

Historien om Algade 6, byens fornemme gamle rådhus, der blev tegnet af selveste hofarkitekt Jørgen Hansen Koch efter ønske fra den senere kong Christian 8. ➔ Læs mere her.

Da den unge arkitekt Jørgen Hansen Koch var på en flerårig studierejse, traf han i Italien kronprins Christian Frederik (Christian 8.), der indbød ham til at ledsage sig bl.a. til London. Da Hansen Koch i 1822 var vendt hjem til København, blev han tilknyttet Kunstakademiet og samtidigt udnævnt til kongelig bygningsinspektør og hofarkitekt. Det var i sidstnævnte egenskab, han fik til opgave at indrette et af palæerne på Amalienborg til bolig for prins Frederik Christian (Frederik 7.) og prinsesse Wilhelmine Marie. I samme palæ bor nu kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Det er jo en gevaldig mængde kongelige oplysninger. Hvad har det med lokalhistorien at gøre? Jo i Middelfart har vi en fornem bygning, Algade 6, lige overfor kirken. Det var selvsamme hofarkitekt, der tegnede den. Grundstenen blev i sommeren 1824 nedlagt af kronprins Christian Frederik, der dengang var guvernør for Fyn, og huset blev indviet i februar 1826 til rådhus, tinghus og arresthus. Det var byen, herredet og grevskabet Wedellsborg, der finansierede. Når grevskabet var med skyldtes det, at man derfra benyttede arresten. Wedellsborg havde egen birkedommer i Kællingebjerg, men ikke egen arrest. Det fik man først i 1859.

Længe forinden havde der været overvejelser om at bygge et nyt rådhus til erstatning for den gamle og nedslidte bindingsværksbygning på samme grund. Arkitekt J.H. Hanck, der havde tegnet borgerskolen fra 1816 i Algade forsøgte sig forgæves med et udkast. Det endte med, at den fynske guvernør, der dele af året opholdt sig på Odense Slot, brugte sin indflydelse til at lade hofarkitekt Hansen Koch få opgaven. I dag ejes og bruges det smukke hus af en gruppe sagførere.

#Arkitektur#Historie#Retsvæsen#Wedellsborg

Flere klummer