Hindsgavls husvæsen
15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl · 1779 og slutningen af 1700-tallet

Tag med tilbage til 1700-tallets Hindsgavl, hvor selvforsyning og flid var i højsædet. Læs om kammerherreinde Adelers prisbelønnede malkepiger og deres imponerende produktion af både tekstiler, smør og ost.
Meget skulle man kunne klare og fremstille selv i gamle dage. En gård var en lille produktionsverden. En herregråd var et noget større produktionssamfund. På Hindsgavl holdt man mange køer, dyrkede korn og skov for blot at nævne nogle vigtige områder. Der var et udearbejde og et indearbejde, et mandearbejde og et kvindearbejde. Der var dem, der bestemte, og der var dem, der måtte lyde. Man skulle også have klæde til tøj, husførelse og dekoration.
Kammerherreinde Adeler gik i spidsen på Hindsgavl, når det gjaldt husflid. I 1779 blev hun af Landhusholdningsselskabet tildelt præmie for såkaldt vindskibelighed i husvæsenet i henseende til spinding, farvning og tøjers forfærdigelse. Den gik til hollænderpigerne og andet fruentimmertyende. Kvinderne brugte nemlig deres fritimer på at frembringe tøj og klæde. Kammerherreinden vandt en stor sølvmedalje og to mindre sølvmedaljer. Det blev overladt til kammerherreinden efter eget behag at uddele medaljerne til de mest flittige.
Det kan oplyses, at hollænderpiger er det samme som malkepiger, som der var en del af, da man havde en anseelig besætning af køer og eget mejeri til fremstilling af smør og ost i langt større omfang end til herregårdens eget forbrug. De flittige fruentimmere kunne både væve eget brudeudstyr og hertil udstyr til herregården.
Illustration: Malkepiger på Hindsgavl fra fotografiets tid.
#Hindsgavl#Husdyrracer#Landbrugshistorie#Slægtshistorie


