Herman Bang om Middelfart
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Hindsgavl, Snoghøj · 1880-1889

Oplev Middelfart gennem forfatteren Herman Bangs øjne. I 1882 søgte han ro på Behrendts Hotel og blev forelsket i Hindsgavls skrænter, de sunde bade og byens idylliske atmosfære.
I sommeren 1882 havde forfatteren Herman Bang (1857-1912) installeret sig for en længere periode på Behrendts Hotel i Brogade for at få ro til at skrive bl.a. på sin roman ”Fædra”. I et brev til en ven fra den tid lyder disse anerkendende ord om Middelfart.
”Således går det til, at man en smuk dag – halvt uden at vide det – pludselig befinder sig et sted, hvor man aldrig havde drømt om at skulle komme – og befinder sig vel. Som nu her i Middelfart. Egentlig er det vist Groth, som har ført mig hertil. Han har så ofte malet skrænterne ved Hindsgavl, bøgeklædte, kilderige skrænter, som ligge smilende og lyse ud mod det strømmende bælt. Der var så køligt langs med disse skrænter: ind i kløfterne, med bække, som risle mellem stene, der måtte være så fredeligt .... Det var disse billeder, foran hvilke vi så ofte er standsede på Charlottenborg, som påtrængte sig mig, hver gang jeg på min tankerejse nåede Strib – og nu, da de have fristet mig, nu da jeg er her, fortryder jeg det ikke: skrænternes skønhed er ikke overdreven. Her er smukt om dagen ved Snoghøjs solbeskinnede huse og de lyse marker, bagte af middagsskæret, smukt om aftenen, som når netop nu solen går glødende ned bag skovene der i vest. Og alt i alt er her rart. Finder man, at Klampenborg er alt for nær ved byen, at parken ved Marienlyst med sine hvide vaser kun er trist og melankolsk, Skodsborg på sin landhøj alt for solrig, at der alle steder er lidt for megen støj – så kan man her finde både skygge i skove, som spejle sig fredelig i bæltet, og ro til at arbejde, hvis man vil, til at hvile sig ud, hvis man kan. Badene er de bedste i Danmark. Mælken her i hotellet, hvor man lever billig og fredsommelig som i et velordnet borgerligt hus, er frisk, luften er styrkende sund. Kortsagt man befinder sig vel her, hvad mig angår, har jeg haft få så lykkelige indfald som det, der førte mig til Middelfart.”
Det var dengang, da Middelfart slog sig op som badeby. Mon ikke noget af al denne sommerlige idyl stadig er i behold?
#Fynbomalere#Hindsgavl#Historie#Litteratur


