Handelsskibe i Middelfart 1795.
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Fænø, Lyngs Odde · 1795-1837

Byfoged Johan Bluhme gav i 1795 et unikt indblik i Middelfarts erhvervsliv. Læs om byens ni handelsskibe, de vigtigste købmænd og søfarten før byen overhovedet fik en havn.
Byfogeden var en kongeligt udpeget embedsmand, der førte tilsyn med købstadens administration. I 1791 udpegedes Johan Bluhme til byfoged i Middelfart. Han var en moderne og fremskridtsvenlig mand, der helt på eget initiativ gav sig til at beskrive de lokale sociale, økonomiske og erhvervsmæssige forhold med henblik på at foreslå en række forbedringer. Alt dette udgav han på skrift i 1795. Lad os dvæle lidt ved skibsfarten.
Dengang havde byen endnu ikke en havn. Den kom først til i 1837. Skibene måtte da ligge for anker nedenfor byen. Om vinteren og i stormvejr lå de i sikkerhed under Fænø, hvor de tillige mere bekvemt også kunne kølhales. Undertiden kunne de også ligge i læ under Lyngs Odde ret overfor Middelfart.
Bluhme omtaler 9 fartøjer hjemhørende i Middelfart på tilsammen 99 ½ læster. 1 læst svarede til ca. 2 tons. Byens største købmand, postmester Brandt havde det største fartøj, en galease på 19 ½ læster og hertil 3 jagter. Købmand Gieding havde en galease på 17 ½ læster og en jagt på 7 ½ læster. Købmand Schultz en jagt på 12 læster. Bager Christen Hansen og skipper Hans Wiis en jagt på 9 læster. Det mindste handelsfartøj, var en båd ejet af Anthon Tidemand på 1 ½ læster.
De to galeaser gik for det meste på Norge, hvilket en del af jagterne også gjorde. Man handlede med korn, fedevarer, tømmer, jern, salt, hør, andre grovvarer og urtekram. Handlen på Norge drejede sig hovedsagligt om eksport af korn og fedevarer, og import af tømmer, brædder, jern, stenkul, tjære, salt og tørfisk. Den mere begrænsede handel på København drejede sig især om import af urtekram.
Foto PS 22.7.2014 Træskibstræf i Middelfart.
#Historie#Retsvæsen#Skibsfart#Søkøbstad


