9 skibe hjemhørende i Middelfart 1787
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Smedegade · 1787

Middelfart var i 1780'erne en driftig søkøbstad, hvor byens købmænd også var skibsredere. Læs om de 9 handelsskibe, der fragtede korn til Norge og tømmer hjem til Fyn i 1787.
Middelfart karakteriseres ofte historisk først som færgeby og senere som broby. Jeg vil her betegne den som en søkøbstad, hvor handel ud i verden og handel ind i landet foregik med skib. Havneby kan den først kaldes, da byen fik sin første havn – nemlig så sent som 1837. Før da havde den blot en skibs- eller anløbsbro.
Købmænd i byen var engang også skibsredere. Man havde mindre handelsskibe tilknyttet byen. Lad os se, hvor mange handelsskibe, der hørte til her i 1787.
Købmand Brandt, der havde sin store købmandsgård lige indenfor byens Østerport, hvor nu Middelfart Sparekasse ligger, ejede 3 skibe: briggen ”Solen” på 45 kmcl 5 mands besætning, galeasen ”Maren Brandt” på 20 kmcl 5 mands besætning og jagten ”De fem Brødre” på 9 kmcl 2 mands besætning.
Købmand Gieding havde galeasen ”St. Johannes” på 18 kmcl 4 mands besætning og jagten ”Margrete Birgit” på 6 kmcl 3 mands besætning.
Herudover var der 4 købmænd, der hver havde et skib: Søren Nielsen jagten ”Haabet” på 15 kmcl 4 mands besætning, Lauge Schultz jagten ”Maria” på 12 kmcl 3 mands besætning, Jens Michaelsen Lund jagten ”Die Gelassenheit” på 9 kmcl 3 mands besætning og Jens Hansen jagten ”Mette Chatrina” 9 kmcl 3 mands besætning.
Hvad betyder kmcl? Det er kommercelæst, der er et gammelt (år 1672) skibsmål eller lastmål, der svarer til 2600 kg, hvilket også svarer til vægten 22 tønder rug. Skibene gik typisk på Drammen i Norge. Man udsejlede med fortrinsvis kornprodukter og tilbagesejlede med fortrinsvis tømmer.
Alt i alt 9 skibe hjemhørende i Middelfart 1787. Jeg har fundet, at 5 skippere havde bopæl i Smedegade, 2 skippere i Knorregade og 1 skipper i Søndergade. Altså samlet i den østlige del af købstaden og ovenfor den store skibsbro.
De større skibe omfattede 1 brig og 2 galeaser. De øvrige 6 skibe var jagter. Vil man danne sig et indtryk af størrelse og udseende på en jagt, kan man studere jagten ”Nordstjernen” der i dag er hjemhørende i Gl. Havn.
Foto af jagten ”Nordstjernen” i Gl. Havn Middelfart.
#Handel#Historie#Skibsfart#Smedegade#Søkøbstad


