Gidsler på Alsgades Skole og i Horserødlejren august-september 1943
15. oktober 2026 · Peter Storm · Horserød, København · 1943

Gennem autentiske dagbogsnotater fra 1943 følger vi journalisten Povl Sabroes tid som tysk gidsel. En personlig beretning om interneringen på Alsgades Skole og i Horserødlejren under besættelsen.
Tyskerne tog en lang række kulturpersonligheder som gidsler under urolighederne i august 1943. Blandt dem var min morfar, journalist ved Politiken Povl Sabroe alias Den Gyldenblonde. Jeg har fra min storebror fået kopi af nogle dagsbogsnotater, som vores onkel Erik Sabroe, søn af Povl Sabroe, nedfældede dengang. Det er ikke mange ord, men de giver autentiske og indtryksfulde billeder fra denne begivenhed. Erik Sabroe var da 19 år og journalistelev ved Horsens Folkeblad.
– 29. august 1943: Kl. 5.30 Ringning på Døren (Prins Valdemars Vej) (1). Far hentes af Tyskerne. Ringede til Hasager (2), som var paa Politiken. Kl. 18 ringede en Mand og fortalte, at Far var interneret paa Alsgades Skole.
– 30. august: Til Alsgades Skole med Pyjamas og Tandbørste, Cigaretter og Frugt. Men ingen Besøg.
– 3. september: Kø ved Alsgades Skole: talte 5-6 minutter med Far, saa (Hakon) Stephensen (3) paa Gaardtur. Om Eftermiddagen tog jeg derind igen, men ”Alle sind weggefahren, wohin wissen wir nicht”.
– 5. september: Cyklede alene til Horserød, mødte fruerne Kjeld Abell (4) og Sandvad (5) (hvis mænd også var interneret i lejren). Hele 40 Min. med far alene i et Rum, hvor ogsaa (chefred.) Knud Secher (6), som besøgtes af Svend Johansen (7) og kone befandt sig. Desuden var der Lulu Ziegler (8), som besøgte (Per) Knutzon (9), og Hans Henrik Krause (10), som besøgte Sam Besekow (11). / Far deler daglig Værelse med Hasager.
– 11. september: Med Mor og Inger (13) paa Besøg i Horserød. Smuglede Cognacflaske ind. Cigaretter nok deroppe.
– 16. september: Professorinde Lundsgaard (14) ringede, at en Herre havde set Far og tre andre i Helsingørtoget. Far ringede kl. 10.30 at han var fri. Vi spiste på Hotel Hafnia (15).
Noter: 1) Povl Sabroes bopæl i Gentofte. 2) Chefredaktør på Politiken 3) Medarbejder og siden chefredaktør på Politiken 4) Forfatter, især skuespil 5) Journalist på Politiken 6) Redaktør ved Fyens Stiftstidende 7) Teatermaler 8) Cabaretsangerinde 9) Skuespiller og instruktør 10) Skuespiller og instruktør 11) Teaterinstruktør og forfatter 12) Povl Sabroes første hustru, Fanny Sabroe. 13) Inger Sabroe datter af Povl Sabroe 14) Hustru til professor Lundsgaard 15) Vestervoldgade 23, nabo til Politiken.
Illustration: Forsiden af Viggo F. Møllers lille bog fra 1945. Viggo F. Møller var selv interneret og har givet en nærmere beskrivelse fra interneringen.
#2. verdenskrig#Historie#Litteratur


