En digter fra landet

Han var en klog bondedreng. Lærte hurtigt at læse. Klarede sig godt i skolen. Blev en kvik student. Og klarede København og universitetet, hvor han blev cand.polit. Han var glad og nysgerrig. Fandt kammerater på universitets frokoststue, hvor tidens intellektuelle ungdom samledes. De havde en verdenskrig bag sig og endnu en fremtid foran sig. På frokoststuen var der store digtere i svøb. Selv var han en af dem. Sigfred Pedersen fra Harndrup handler det selvfølgelig om.

En af hans nærmeste venner var Hans Scherfig, der udviklede sig til en stor forfatter og en sej kommunist. Sigfred var med på noderne. Han bekendte sig ikke åbenlyst til socialismen. Men 30ernes begyndende og omsiggribende fascisme måtte han tage afstand fra. Han leverede uskyldige digte til det revolutionære ægtepar Lulu Ziegler og Per Knutzon. Det var digte fra en hverdag, der havde glimt i øjet. En kort tid oversatte han vers af flygtningen i Svendborg Bertolt Brecht.

Gennemser man digtsamlingen ”Blaa Mandag” fra 1931, er den fyldt med sommer, livsglæde, kærlighed og elskov. Og ikke skyggen af et politisk manifest. I digtsamlingen ”Slanter og Søvtøj” 1938 anes i et glimt den danske alvor i digtet ”Danmark er Landet”. Han søger det gode og lukker verden ude – sidste vers:

Danmark er Frihed. Danmark er Fred.

Aa, lad os undgaa Uro og Krige,

Arbejdets Aand skal præge vort Rige,

ingen slaa Vaarkornet ned.

Fredfyldte majmilde Nætter.

Danmark er Landet. Her er vort Hjem.

Bag de lave Øers Bræm.

Efter krigen og befrielsen var han skarp og hård versemager på dagbladet Information, hvor nazisterne og deres medløber blev grundigt skammet og hængt ud. I 50erne kunne han en tid levere nogle få digte og viser til socialdemokraterne.