Englandskrig og marsvinjagt

Marsvinsjagten fra Middelfart gik tilsyneladende helt i stå i de to første årtier af 1800-tallet. Marsvinsjægernes laug havde i december 1800 søgt kongen om tilladelse til at blive fritaget for tiendeafgiften af fangsten. Det blev imødekommet. Ansøgningen kan tyde på, at de havde svært ved at holde en passende indtjening og måske gik den derfor så småt i stå.

Men da vi aktivt blev inddraget i krigen på Napoleons side mod England, skal vi nok søge årsagen til ophøret af fangsten her. Der skulle udskrives folk til flåden, kystforsvaret og hæren. Slaget på Reden i 1801 havde også medført en lille håndfuld faldne fra Middelfart. Kunne det være søfolk og dermed marsvinsjægere? Ved tabet af flåden i 1807 forstærkedes opbygningen af kystbatterier. Også dette krævede mandskab. På Vestfyn havde vi sådanne batterier ved Vasnæs og Strib.

Amtmand, grev Wedell fra Wedellsborg stiller sig fra 1808 og frem i spidsen for et forsøg på at genoplive marsvinsjagten og får god opbakning af Frederik 6. Grev Wedell vil imidlertid gerne helt overtage privilegiet på jagten, men det lykkes ham ikke. En genoplivning skal nemlig ske i forståelse med marsvinsjægerlauget i Middelfart. Grev Wedell ansøger konge og militære myndigheder om at få fritaget nogle af grevskabets fiskere og husmænd fra militærtjeneste i den tid marsvinsjagten forløber.

Der findes en del brevveksling herom og der tilstås en del hjempermitteringer af soldater til marsvinjagten. Der er dog ikke meget, der tyder på, at det lykkes greven og hans folk at fange mange marsvin eller nogen overhovedet. Fra 1819 tager marsvinsjægerne i Middelfart igen fat på jagten og den kommer i god gænge, indtil deres laug endeligt må ophøre i 1898, da nye tider havde frembragt moderne belysningskilder, der gjorde tranbelysning overflødig.