← Peter Storms klumme

En vase lokkede mig på menneskejagt

15. oktober 2026 · Peter Storm · Blindebomsvej, Middelfart · 1900-1979

En gammel lertøjsvase, muligvis fra Middelfart Lervarefabrik.
Foto: Peter Storm

Da en gammel lertøjsvase blev indleveret til museet, startede det en lokalhistorisk jagt på familien Gram fra Blindebomsvej. Læs om opklaringen af vasens oprindelse og forbindelsen til korlederen Joakim Gram.

For nylig blev jeg kontaktet af en bekendt, der ville have mig til at hjælpe med, at en lertøjsvase kom i gode hænder på Middelfart Museum, fordi den muligvis eller sandsynligvis stammede fra den hedengangne Middelfart Lervarefabrik. Det kunne jeg naturligvis ikke sige nej til. Det er ikke hver dag sådan en - måske over hundrede år gammel - sag dukker op.

Jeg fik den i hånden. Den havde ingen stempel eller indskrift i bunden. Uden at være kender af lervarefabrikkens produkter, så mente jeg nok, at den kunne være et lokalt klenodie, der var værd at gemme. Jeg fik også en historie med. Min bekendte og hendes mand havde været nabo til vasens ejer, en ældre dame ved navn Lilli, der vistnok havde arvet den fra sine forældre. Hendes far havde vistnok været en lærer Gram. En klokke ringede svagt og så begyndte jeg at søge efterfølgende.

Jo vi har haft en lærer Joakim Gram her i byen. Han havde været på Vestre skole og siden flyttet over til den nybyggede Østre skole. Og så havde han været mangeårig leder af sangkoret Skjold. Men det viste sig, at Joakim Gram var hendes storebror og ikke hendes far.

Lillis og Joakims far, var tømrer og kasserer i den lokale fjerkræforening. I Middelfart Venstreblad den 1. april 1913 kan man læse, at faderen Jens Peter Gram ansøger om indfødsret (mon ikke han er indvandret fra Tyskland? Måske efternavnet henviser til det sønderjyske stednavn?). Familien boede på Blindebomsvej 23. I folketællingen 1911 finder vi på adressen: Tømrer Jens Peter Gram født i 1878, husmoder Margrethe Gram født 1875, sønnen Joakim Gram født 1905, Lilli Gram født 1907 og en logerende syjomfru Olga Petersen født 1886. I folketællingen 10 år senere genfinder vi familien på fire på samme adresse.

Blindebomsvej 23, der er del af dobbelthus, ligger nær Stationsvej og såmænd også nær Sangerborgen, hvor Joakim Gram var korets dirigent fra 1930 til 1979.

Sådan kan en gammel vase føre mig rundt i vores egen lille verden. Og vasen skal naturligvis med den historie tilbydes museet.

Illustration: Vasen.

#Historie#Håndværk#Lervarefabrikken#Middelfart Museum#Slægtshistorie

Flere klummer