← Peter Storms klumme

De første bagere i Knorregade

15. oktober 2026 · Peter Storm · Knorregade, Middelfart · 1852–1932

Bagermester Lauritz Petersen og bagersvend Alfred Pedersen foran bageriet i 1932
Foto: Peter Storm

Historien om bageriet i Knorregade 8 og Tybjergs konditori på Kongebrovej. Læs om 'Knorre-Petersen', levering af morgenbrød med trækvogn og bageriernes tætte tilknytning til havnen.

Der blev først i det nye år 2026 på Facebook Middelfart Nostalgi vist et ældre postkort fra Knorregade, hvor der i gadens vestside på et mindre hus stak en stor hvid markise ud. Det formodes at være Knorregade 6. Der kom nogle bud på, hvad det kunne være for en forretning. Et af budene gik på, at det kunne være en bager. Jeg blev nysgerrig og søgte efter bagere i Knorregade. I nr. 6 finder jeg ingen bager. Det gør jeg derimod i nr. 8 og igen om hjørnet først på Kongebrovej. Her følger mine opdagelser om bagere i Knorregade. Hvad der så var i Knorregade 6 under markisen, ved jeg ikke.

Bager Niels Jørgensen oprettede i 1852 bageri i Knorregade 8. I de efterfølgende folketællinger 1855, 1860, 1870 og 1880 virker han fortsat som bager på adressen. I folketællingen 1890 står hans søn Jørgen Jørgensen anført som ugift bager, 35 år gammel, mens faren Niels Jørgensen er enkemand 74 år gammel. I sit brød, som man siger, har Jørgen Jørgensen en bagersvend og en husjomfru. Samme år i november sætter han bageriet til leje. Det fremgår af annoncen, at bageriet er det nærmeste ved havnen, hvilket antyder, at der kunne være en kundekreds ved de søfarende og deres skibe.

I folketællingen 1901 finder vi i Knorregade 8 bagermester Anders Jørgen Bondesen 48 år med hustru og et barn. Allerede i 1905 er det bager Bent Tybjerg, der driver bageriet i Knorregade 8. Men ifølge Middelfart Avis 1909 overtager bager Bondesen atter bageriet og bager Bent Tybjerg flytter sin bager- og konditorforretning hen til hjørnet af Knorregade og Kongebrovej. I folketællingen 1911 har vi bagermester Bondesen i Knorregade 8. Bondesen sælger 1918 til bager O.E. Petersen fra Ormslev i Jylland, der overtager bageriet den 1. februar 1919. O.E. Petersen sælger senere samme år til en odenseansk bagersvend Lauritz Petersen, der er klar til at åbne i maj 1920 efter, at han har fået bygget en ny ovn. I folketællingen 1921 finder vi bagermester Lauritz Petersen med hustru og to døtre i Knorregade 8. Året efter kan man i Middelfart Avis læse, at han er blevet forhandler af Hygæa Normalbrød. Han var medlem af bagermesterlauget og kasserer for Middelfart Bagerforening 1919-1932. Hans øgenavn var ”Knorre-Petersen”.

Ligesom mælkemanden kom brødmanden også rundt i byen til kunderne. En ældre mand gik med en trækvogn, hvorpå der var en kasse med franskbrød, rundstykker, kryddere, brunsvigere, sukkerkager, overskårne og kaffestænger fra bager Bondesen i Knorregade. Og en Sørensen fra Søndergade 100 havde i 1909 brødudsalg også fra bager Bondesen. Tybjerg på Kongebrovej annoncerede 1906 med, at der bragtes brød ud i hele byen. I folketællingen 1925 finder vi bager Tybjerg på Kongebrovej 79 med hustru og to børn samt en ekspeditrice og en lærling.

Det er så langt jeg i første omgang har fulgt de første bagere i Knorregade og på Kongebrovej. Der er sikkert andre, der kan erindre, hvordan det siden gik de to bagerier.

Foto fra 1932 med bagermester Lauritz Petersen til højre og bagersvend Alfred Pedersen til venstre.

#Handel#Historie#Håndværk#Middelfart Museum

Flere klummer