En kop fra Fænø Badehotel
15. oktober 2026 · Peter Storm · Fænø, Lillebælt · 1895–1934

Historien om en porcelænskop fundet på et loppemarked vækker minder om det forsvundne Fænø Badehotel. Læs om hotellets storhedstid fra 1895 til 1934, hvor dampskibe fragtede gæster til kaffe og selskabelighed.
Forårsrengøring kan godt nås om sommeren. Jeg støvsugede bøgerne og Nina vaskede toppen af reolen, hvor vi har lidt forskelligt stående. Der står også en porcelænskop fra Fænø Badehotel, som Nina fandt på et lokalt loppemarked for nogle år siden. Der står den så på reolen næsten glemt, men i allerbedste behold. Det blev et herligt gensyn.
I bunden står det CHICAGO, Blaagaardsgade, København. Her lå engang en porcelænsfabrik. På koppen er et fint billede af badehotellet og indskriften Fænø Badehotel. Så kan der med denne ene kop drømmes om det forsvundne badehotel og en tid lang med gæster og selskaber. Måske er der nogen af jer derude, som også har sådant porcelæn stående eller liggende?
Kaffe er der blevet drukket til dejlige kager. Men er der i grunden blevet badet? Jeg har i hvert fald aldrig set et foto af hverken mænd eller damer i badetøj. I weekenderne var der ofte stort rykind af gæster, der kom sejlende til med dampskibe. Til hverdag var der så kun hotellets fastliggende gæster. De kan jo godt have haft fred og ro til at finde en strand, hvor de forholdsvis ugenert har kunne tage et bad og måske en svømmetur.
Hotellet, som er afbildet på koppen, blev indviet i 1895 og blev lukket af øens daværende ejer P.M. Daell i 1934.
#Handel#Historie#Lillebælt#Skibsfart_Transport


