← Peter Storms klumme

En digter hos barber i Baaring

15. oktober 2026 · Peter Storm · Baaring, Blanke, Asperup-Roerslev Arkiv · 1919-2026

Selvportræt af digteren Marinus Børup
Foto: Peter Storm

En aften i Asperup-Roerslev Arkiv vækker minderne om digteren Marinus Børup. Læs om hans tilknytning til Baaring og Blanke, og om jagten på det forsvundne kildevæld, Nakjælen.

Tirsdag aften den 3. marts 2026 blev jeg, der er billøs, afhentet af et medlem fra Asperup-Roerslev Arkiv for at fortælle om mit lokalhistoriske engagement. Det skulle foregå efter arkivets generalforsamling og foregik i nogle tidligere skolelokaler på Baaring Skole. Som altid, når jeg skal holde foredrag, var jeg spændt og lidt nervøs. Hvad kan jeg nu fortælle? Og mon det har tilhørernes interesse?

Det gik! Først var det kaffepause med hjemmebag. Og jeg kunne få en snak med et par af de frivillige ildsjæle, der som jeg, hører til den modne aldersgruppe. Mens jeg fortæller føler jeg mig tryg iblandt den flok af mennesker, der holder gang i arkivet. Jeg fik nogle flasker og en dejlig gave – nemlig ”Asperup Roerslev Arkivkalender 2026”, Forsidens foto i fugleperspektiv viser en lille vandring fra Byvejen 68 i Baaring og ind gennem nabogården. På kalenderens bagside er aftrykt en sang af Marinus Børup med melodi af Erik Andersen. Den sang vi som godnatsang.

Jeg fik meget med hjem. Oplevelsen af fællesskabet om lokalarkivet! Og så en påmindelse om digteren Marinus Børup, som jeg for nogle år siden brugte mange timer på at lære at kende. Vi sang en sang, jeg ikke kendte. Titlen er ”Den fynske sang” og årstallet for dens fremkomst kendes ikke. Men den er lokal og handler blandt andet om digterens besøg hos den lokale barber og hvorledes han veltilpas vandrer videre og nyder det store landskab omkring Baaring og Baaring Vig.

Næste dag måtte jeg gense mit stof om digteren og bladre i hans digte. Spændende gensyn var det! Ikke mindst glædede jeg mig over at genlæse Grethe Marcussen præcise og indlevede artikel ”Nakjælen – eller om det kildevæld, er gav Blanke sin digter” i Vends Årbog 1995. Oprindelig forstod jeg ikke, hvad Nakjælen betød. Men det er fynsk dialekt for Nordkilden, som Børup digtede om, fordi han fra sin sommerbolig ved Blanke holdt af dette kildevæld og derfor blev bedrøvet, da kilden forsvandt i drænrør. Jeg har hans digtsamling, der er en krans af rim og digte om en kilde udgivet på Gyldendal 1919.

Grethe Marcussen indleder sin artikel: ”Påskedag 1982. Det var køligt, men højt og klart vejr. Fra Kystvejen tegner sig en grusgul plet i Peter Hansens nytilsåede mark. Han peger: Netop der lå gården, som min bedstemor købte og lagde ind under Vanggård omkring århundredeskiftet. Det mørke område, du ser lige syd for, er den fugtige jord omkring et gammelt kildevæld, som sprang frem af bakkehældet. Der er sat 4 brønd, og store dræn leder nu vandet ud i Tangmosen.”

Ligesom Grethe Marcussen måtte jeg ud at søge det forsvundne kildevæld. Det var en sen oktoberdag 2016. Det var et forsøg værd. Jeg var på sporet af en digter, der tilbragte nogle somre her med sin familie. Så dukkede digteren igen op den aften i lokalarkivet i Baaring.

”Jeg går fra barberen i Baaring og ind gennem naboens gård

og ud gennem porten til toften, et stød op ad stien og står

fortryllet, hvor markhegnet ender, ved synet, jeg pludselig fik,

af herlighed, hvor jeg vender mod blottede ynder mit blik.”

Marinus Børup selvportræt.

#Kulturhistorie#Litteratur#Slægtshistorie#Stednavne#Vends Herred

Flere klummer