En herlig historie fra bilfærgernes tid
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Snoghøj · 1920'erne

Oplev historien om det glemte logo fra Middelfart Dampskibsselskab. Et smukt udført kunstværk med to springende marsvin prydede engang færgelejerne i Middelfart og Snoghøj, før broen kom.
Der var engang, sådan lyder indledningen ofte enten til et dramatisk eventyr eller til noget hyggeligt i gamle dage. Denne lille historie handler om en spændende detalje midt i den store historie om motorfærgernes tid, inden vi fik den første bro over Lillebælt.
Historien starter med min store overraskelse under et besøg på Middelfart Museums magasin for nogle år siden. Her lå et stort grønmalet kunstværk. Der var tale om to marsvin, der med smil sprang omkring en oval, hvor der stod 1922 MD A/S. Hvad var nu det for noget? Marsvinene var fremstillet en smule stiliserede. Hele værket var velproportioneret. Og helt sikkert frembragt af en kunstnerisk begavet hånd.
Det drejer sig om et stort logo for Middelfart Dampskibsselskab, der netop det år havde anskaffet en ny bilfærge ”Johanne II” bygget på Stuhrs Skibsværft i Aalborg som supplement til bilfærgen ”Inger”, fordi biltrafikken voksede hurtigt. Den første dampbåd ”Johanne” kunne ikke medtage biler. Og med den ny færge, skulle der indrettes nye færgelejer i Middelfart og i Snoghøj. I den anledning opsattes begge steder dette logo på toppen af broklappens galge. På fotografier fra færgelejerne på den tid anes der noget udefinerligt øverst oppe uden, at man dog helt kan se, hvad det er.
Men pludselig en dag kan jeg se et eksemplar liggende velholdt på gulvet lige foran mig. Nu ved jeg, at de to marsvin omkring ovalen med 1922 MD A/S har budt bilisterne velkommen, når de kørte ombord for at blive færget til en anden landsdel.
Sikkert et værdifuldt stykke kulturarv! Nu vil jeg så gerne vide, hvem der er kunstneren bag det fine logo, der prydede broklappens galge både i Middelfart og i Snoghøj. Måske dukker svaret op en skønne dag.
#Færgefart#Lillebælt#Marsvinsjagt#Middelfart Museum#Skibsfart_Transport


