Brandsø

I Middelfart kommune ligger midt ude i Lillebælt en lille ø ved navn Brandsø. I kong Valdemars jordebog 1231 kaldes den ‘Øbranzø’ med ø I begge ender. Navneforskere mener, at der gemmer sig et gammelt mandsnavn: Øbrand og at det så er hans ø.

Den er på godt 370 tønder land, rummer en stor mose og et mindre skovparti. Den hører under Wedellsborg Gods. Engang har den haft fastboende folk, men har idag kun feriegæster. Da grevens foged i foråret 1557 besøgte øen, konstaterede han, at den i alt fald var taget i mægtig besiddelse af ålekrager (skarver). Omkring 1600 oplyser Fyns biskop, at der er en enkelt gård på øen.

Godsforvalteren noterer i 1743, at der fortsat kun er denne ene gård på 13 tønder hartkorn, lidt skov af mindre ege og bøge samt noget lyng og hede med god tørveskær. Her hentede godset gennem årene tørv, som karle og piger fra godsets øvrige fæstegårde hvert år blev sejlet over for at skære, hvorefter Bågø-bønderne måtte sejle tørvene til Wedellsborg.

Folketællingen 1787 viser, at der bor 15 personer på Brandsøgård: et ungt fæstepar med to børn, 6 karle og 4 piger samt en gammel kone. 1834 er der 39 beboere, idet der nu er kommet en skovfoged og en husmand til. 1880 tælles 59 beboere. I 1912 findes to gårde, to husmandssteder, to lejehuse og en lille skole med en lærerinde og 6 børn.

Præsten holdt nogle gange om året gudstjeneste i skolestuen. En postbåd fra Assens var den faste forbindelse til omverden. I 1930 er der stadig mange folk på øen – nemlig 57 personer. De svinder i 1950 ind til 34 personer. 1970 er det slut med fastboende.

Det har været et helt lille samfund med forbindelser til Årøsund, Bågø, Wedellsborg og Assens. Den berømte guldaldermaler Dankvart Dreyer har i 1840erne skabt flere værker fra øen.

Kort efter Wiinstedt 1928 og maleri af Dankvart Dreyer med kæmpehøj på Brandsø 1842.