← Peter Storms klumme

Bitte bygning på Hindsgavl

15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl · 1784-1858

Den historiske iskælder med kastanjetræ på Hindsgavl Slot
Foto: Peter Storm

Mange gæster på Hindsgavl Slot tror fejlagtigt, at den lille murede nedgang ved alleen er en fangekælder. Gå med på opdagelse i historien om iskælderen fra 1784 og herregårdens oprindelige røde farve.

Når man ankommer til Hindsgavl Slot ad den lange klædelige lindeallé, møder man på venstre hånd en høj med en muret nedgang. Ovenover kælderen hvælver sig en jordhøj funderet på kampesten. Det hele prydes af et velvoksent kastanjetræ. Hvad er det i grunden?

Et gængs svar fra besøgende er, at det nok er en fangekælder eller måske en kartoffelkælder. Der er langt imellem folk, der ved, hvad det i grunden er. Engang vidste jeg det såmænd heller ikke. Kælderen er bygget samtidigt med hovedbygningen i 1784. Dengang så avlslængerne anderledes ud. De var i bindingsværk med stråtag og føjede sig helt sammen med hovedbygningens to murede sidefløje. Disse længer brændte i 1858 som følge af et lynnedslag.

Højen med nedgangen lå derfor oprindeligt i skygge af selve avlsgården, da højen jo ligger nord herfor. En dyb og kølig kælder i god skygge. Noget med kølighed! Og lige ved siden af går den stejle allé ned til Hindsgavls Bro. Måske begynder det at dæmre.

Når det var hård vinter og bæltet var frosset til, kunne man skære store isblokke løs og kører dem op ad alléen til kælderdybet. Vi har at gøre med en iskælder. Sådanne iskældre kom først på mode ved det kongelige hof og bredte sig siden til herregårdene. Praktisk for luksusforbrugere. Vildt kunne opbevares og man var i stand til at lave isdesserter. I den dybe kælder kunne isen holde sig længe – måske langt hen på forsommeren.

Så er der murværkets røde farve. Det er næsten en historie for sig. Men kort fortalt, var de murede bygninger på Hindsgavl oprindeligt kalket røde, thi dengang var det ikke fint nok med blanke mursten. Den røde kalk på iskælderens murværk er en rest fra den første tid, hvor herregården var kalket rød. Med portbygningen Adlerhus og enkesædet Grimmerhus havde vi således en synlig række af karakteristiske røde bygninger.

#Arkitektur#Hindsgavl#Historie

Flere klummer