Agneteboulevarden i Middelfart

Drømmer jeg eller er jeg vågen? Ingen af delene! Hvad sker der så? Jo jeg kom til at bestille en bog hjem fra biblioteket med den mystiske titel ”Agnetboulevarden i Middelfart og andre store forslag” skrevet af en mig aldeles ukendt forfatter ved navn Sven Frem. Der står den kan købes hos boghandler Kreutzer og at den er trykt på Middelfart Venstreblads bogtrykkeri. Året er 1901.

Sven Frem har visioner så store som kongeslotte og vil gøre Middelfart til den smukkeste turistplads nord for Alperne. Hans forslag indeholder 75 projekter med smukke boulevarder, moderne gadeanlæg, åbne pladser og sommerforlystelser. Han siger, at Middelfart er idyllisk dejlig og skilter med æblegårde, humlehaver, kornmarker og tobaksplantager. Men så tilføjer han:

”Ærlig talt, det synes dog som vor lille by ikke har held med sig, tværtimod, det synes som den ubarmhjertig er dømt til at have mindst mulig glæde af sig selv og nytte af sine idylliske omgivelser. Det er en bedrøvelig sandhed, at der snart ikke findes en ravnekrog i Danmark mere, uden at den også har trukket veksler på naturen og støtvæk fået disse diskorteret af det publikum, der ellers ville have været vor lille bys sikre gæster, dersom man var kommet det noget mere i møde, en utilgivelig dumhed, der naturligvis alene tilskrives den omstændighed, at der altid har været umådelig knapt med offervillighed, men forbistret rigelig med snæversynethed i vor lille by,”

Sven Frem lader sig ikke slå ud. Hør blot om hans første store projekt.

”Agneteboulevarden og ingenting andet, vor lille by til glorværdig ære, det vidunderlig dejlige Danmarks midtpunkt til yderlig berømmelse. Så går vi provisorisk tilværks og rejser på egen hånd, den hele lange vej fra Nikolaj kirke om til Skærbæks Mølle, et solidt bolværk af fintsleben bornholmsk granit, fylder derefter op og asfalterer overfladen. Som på muren langs Nikolaj kirkegård, således sætter vi også ovenpå bolværket for hver femte alen, store, smukke broncevaser, samt for hver femtende alen høje, hvidmalede flagstænger. Stolt af vor dåd fylder vi nu alle broncevaser med duftende blomster, hejser Dannebrog på samtlige flagstænger og holder rejsegilde.”

Men ikke nok med denne pragt, skriver Sven Frem. Han vil midtvejs på boulevarden have bygget et palads til ære for Agnete.

”Dette pragtfulde og mægtige palads, der er på to lange og meget høje etager, er foruden en vældig veranda også forsynet med talrige søjler, altaner, tårne og kugler, fra hvilke, man har den skønneste udsigt man overhovedet kan ønske sig. Men er dette palads det vidunderlig dejlige Danmarks midtpunkt heltud værdig udvendig, så er det også folk fra Volga og Donau, Spree og Tiberen, Seinen og Themsen, Elben og Øresund værdig indvendig. Hvilke herlige vestibuler alle holdt i hvidt med guld og sorte marmorsøjler! Hvilke kongelige trapper! Så disse fantasiklædte drabanter, der står opstillet ved enhver indgang til de mægtige, rigtdekorerede og rigtmonterede sale og kabinetter, som æresvagt for Agnetes gæster.”

På paladset tilføjer Sven frem en kuppelsal og en koncertsal og et havbad. Og i forrygende tempo river han hele kvarterer ned og bygger nye høje huse. Der bliver plads til en Buggesborg. Og videre går det gennem bæltet med nye projekter!

Jeg vil venligt sige, at Sven Frem er voldsomt visionær. En anden vil fremhæve storhedsvanvid. Om denne glemte publikation, der har 125 år bag sig, er udtryk for alvor eller satire, kan vi overveje. Om boghandler Kreutzer på Algade fik solgt nogle eksemplarer vides ikke. De lokale aviser var tavse. Nu har jeg omtalt Sven Frems forslag. Måske kan de fænge?