← Peter Storms klumme

Besøg i Hindsgavls Have

15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Middelfart · 1858-1921

Mindesten for A.C. Hansen ved Brovejen i Middelfart
Foto: Peter Storm

Historien om Hindsgavls park som et yndet udflugtsmål. Trods rygter om det modsatte, viser historiske avisudklip, at haven i generationer har været åben for både tømrerforeninger, pigeskoler og turister.

På Brovejen ret for udmundingen af Adlerhusvej står en mindesten for A.C. Hansen vel at mærke den ældre. Hans søn kaldtes også A.C. Hansen. Begge havde betydning for udviklingen af Middelfart. Den ældre hed imidlertid Anders Christian og den yngre Andreas Christian. På mindestenen står: ”Bankdirektør A.C. Hansen stiftede A.C. Hansens Fond i Aaret 1896 til køb af Hindsgavl for Middelfart Kommune.”

Sandt nok oprettede A.C. Hansen en fond til køb af Hindsgavl, hvis denne mulighed skulle vise sig, men det var i så fald fonden, der skulle eje Hindsgavl og ikke kommunen. Fondsmidlerne blev ikke brugt, da Middelfart kommune i 1921 selv erhvervede jord og bygninger. Derimod blev de siden brugt til byggeriet af det ny rådhus i 1968.

Efter A.C. Hansens død opstod rygter om, at han i sin tid var blevet fornærmet over, at han med et selskab ikke kunne få adgang til Hindsgavls park. Dette er på ingen måde dokumenteret og strider rent faktisk imod Hindsgavls politik. Her følger nogle pluk fra datidens aviser.

Middelfart Avis 23. juli 1858: ”At Hindsgavls Have er lukket for Publicum fra Dato til Løverdag den 31te dennes inclusive, bekendtgøres herved.” Dette må betragtes som en undtagelse, der bekræfter reglen.

Middelfart Avis 29. juni 1859: ”Besidderen af Stamhuset Hindsgavl, Hofjægermester de Fønss, har i dette Foraar viist det spadserende Publicum den Opmærksomhed at lade sætte en stor Deel Bænke paa forskjellige Steder i Hindsgavls Skove. Idet vi fremhæve dette som Noget, der har Krav paa Publicums Paaskjønnelse, kunne vi ikke tilbageholde Ønsket om, at disse Bænke maa blive forskaanede for kaade unge Menneskers og Børns Besudling med Udskæring af Navne o.s.v.”

Fyens Stiftstidende 2. juli 1891: ”Hindsgavls have vil som hidtil være aaben for Besøgende hver Dag fra Kl. 2 til 6 Eftermiddag. Større Selskaber eller Foreningers Ankomst ønskes dog forud anmeldt til Gartneren.”

Middelfart Venstreblad 25. juni 1894: ”Haderslev Haandværkerforening var i Gaar her i Byen med Damperen ”Helene”. Foreningen var først paa Fænø og ankom hertil Kl. 2. Et meget godt Musikkorps var med. Selskabet opholdt sig her et par Timer og spiste paa Schøtts Hotel. Derpaa besaa man Hindsgavls Have.”

Fyens Stiftstidende 2. juli 1895: Sønderjydsk Forening holder fællesmøde i Middelfart og besøger bl.a. Hindsgavls Have.

Socialdemokratisk Ugeblad for Kolding og Omegn 3. juli 1898: ”Tømrernes Fagforening foretager en Sommerudflugt den 16. juli til Fænø, hvor der drikkes Kaffe, derefter Besøg i Hindsgavls Have, hvorfra Turen gaar til Løverodde, her spises til Aften og danses til Kl. 12.”

Middelfart Venstreblad 3. august 1905: ”Hindsgavls Have hver Dag fra 2 til 6 for besøgende”.

Middelfart Venstreblad 3. juli 1906: ”Skolebesøg. Frøken Andersens Pigeskole fra Fredericia gæster i Dag Middelfart. Turen gælder Hindsgavls Have.”

Parken på Hindsgavl var og er som det ses til glæde for mange.

#Andelsbevægelsen#Hindsgavl#Kulturhistorie#Mindesmærke#Turisme

Flere klummer