Walter Engel
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Lyngsodde · 1905-1974

Portræt af Walter Engel, Kabelfabrikkens første ingeniør og senere direktør, der bragte tysk ekspertise og videnskabelig tilgang til metalindustrien i Middelfart før sin karriere som professor.
Ham kan vi i Middelfart da godt mindes. Han var den første ingeniør på Kabelfabrikken ansat 1905. Nye tider i industrien krævede nye fagfolk. Han medbragte stor viden og erfaring indenfor metalindustrien. Han vidste ikke blot, hvordan man behandlede metal. Han vidste også, hvordan man organiserede arbejdet effektivt.
Han flyttede som forholdsvis nygift til byen med sin russiskfødte hustru Anjuta f. Haynmann og parrets to børn. Selv var han født i Berlin 1879, som søn af en tysk stentrykker og en dansk mor. Han blev udlært hos en bedstefar i København indenfor instrumentmagervirksomhed. Han tog tilbage til Tyskland og uddannede sig i praksis i metalindustrien. Han studerede hos en tysk professor og tog doktorafhandling i Bern. Her kom han i kontakt med en russisk greve og finansmand, der ville oprette en fabrik i Baku, der skulle producere tråd og stålwirer. Uro i Rusland kom på tværs, så projektet måtte opgives. I stedet tog han arbejde i tyske metalvirksomheder.
Kabelfabrikken i Middelfart blev bygget i 1898 under direktør Viggo Priors ledelse. Han var lillebror til direktør H.P. Prior, der var den overordnede direktør for Nordiske Kabel- og Traadfabrikker i Danmark. Da Viggo Prior i 1909 omkom ved en drukneulykke på Middelfart havn blev Walter Engel fabrikkens direktør, hvilket han var indtil han i 1916 selv sagde op. Han bosatte sig i København og forsøgte sig som konsulterende ingeniør for fabriksanlæg og fabriksorganisation.
I sin tid på Kabelfabrikken i Middelfart virkede han for en udvidelse med et valseværk, hvilket dog ikke faldt i bestyrelsens smag. Ej heller vandt han gehør for etablering af et jernværk ved Lyngsodde på den anden side af Lillebælt. Han havde her i hemmelighed i 1913 udset sig en byggegrund. I 1920 var han generalrepræsentant for Allgemeines Deutsches Metallwerk. Dette på et tidspunkt, hvor dette ikke var særligt moderne og givtigt. Han blev leder af et centralkontor ”Dansk Jærncentral” i København under Industrirådet. 1926 hjælpelærer i metallære ved Danmarks tekniske Højskole, docent i 1932 og i 1938 professor samme sted. Han skrev 1929 i Berlingske Tidende en række artikler under overskriften ”Kan vort Landbrug blive Industri?” og udgav i 1940 ”Haandbog i Metallære” for Selskabet for Metalforskning. Hans søn civilingeniør Niels Engel var medforfatter til nogle kapitler bl.a. om atomernes opbygning.
Hans første hustru Anjuta Engel døde 1918. I 1921 giftede han sig igen med kunstmaler Cathrine Svendsen, der var født 1877 i Middelfart og som boede sammen med sin mor i Snoghøj. Da hun døde i 1949, giftede han sig nogle år efter med Ellen Bruhns. Selv døde han i 1974.
I den store og vægtige bog ”Historiens lange tråd” om NKT og Trådværket 1899-1999 skrevet af Jørgen Buchardt og udgivet af Middelfart Museum og Trådværket NKT, får man over de 310 velillustrerede sider Kabelfabrikkens historie og herunder mange oplysninger om Walter Engel.
Walter Engel var en særdeles vidende og erfaren kapacitet indenfor metalindustrien. Han var også aktiv i den offentlige debat om dette og andre emner. Tilføjes kan, at han i 1940erne opkøbte en større klitplantage ved Sæby, hvor han var fast sommergæst. Plantagen er nu erhvervet af Sæby kommune og kaldes i folkemunde ”Professorens plantage”.
Illustration: Portrætfoto af Walter Engel.
#Industrihistorie#Lillebælt#Middelfart Museum#Slægtshistorie


