De holder sig godt

Det er ikke så mærkeligt, at de holder sig godt. De holder jo af at synge. Og gør det i fællesskab. Men når man erfarer, at de nu har 126 år bag sig. Og flere år foran sig, Så begynder det at ligne noget.

Det hele begyndte i 1900. Dengang var Kabelfabrikken en ny og stor ting for Middelfart. Fabrikken må have været imponerende for dens første arbejdere, hvoraf de fleste kom fra et helt andet arbejdsliv på landet. Nogle af dem siges at have sunget sammen i pauserne. Det blev begyndelse til en rigtig forening. De var 21, da de stiftede deres syngende arbejderforening Skjold den 18. februar 1900 på Tofts Hotel (idag hjørnet af Algade og Jernbanegade). De havde brug for en dirigent, der kunne lære dem kunsten at synge i kor. Det måtte selvfølgelig blive en af byens lærere, der kunne det – lærer P. Christensen.

De øvede sig hver uge og 12 mand trådte så modigt frem for offentligheden den 24. februar 1901 på Behrendts Hotel i Brogade og pinsemorgen sang de i Snoghøj. Den 1. september samme år deltog de i en politisk høstfest i Nørre Aaby, hvor socialdemokraten Gustav Bang, København talte. De var igen på Behrendts Hotel den 17. november, hvor de bl.a. gav viser af Bellman.

Året efter kunne de afholde indvielse af deres banner den 8. juni i havepavillonen på Tofts Hotel. Tilslutningen var ikke så stor. En smuk højtidelighed blev det. Banneret var på silke med to broderede sølvskjolde øverst og nedenunder broderet i guld stod ”Arbejderforeningen Skjold, Middelfart”. Midt på banneret var en gylden krans af bøge- og egeløv omkring en gylden lyre med sølvstrenge. Dette banner er vist gået til og siden erstattet af et nyt banner (se foto). Koret sang herefter ”Som et skjold mød Østens magt”. Jeg har fundet teksten, men kunne godt tænke mig også at få melodien fundet.

Byens kongevalgte borgmester og højremand, assessor Møller holdt tale. Og det gjorde han engageret og mindedes indtrykket af stærke sange som ”Dengang jeg drog afsted” og den franske ”Marseillaise”. Han gik ellers for at være en korrekt og tør borgmester. Dog var han et usædvanligt kulturhistorisk interesseret menneske. Vi kan erindre ham for at have reddet gamle ovnplader lige inden de blev smeltet om på Hess’ jernstøberi. Han fik også lavet den fine træport med billedskæringer på sin residens i Algade.

Vil man fordybe sig mere i sangkoret Skolds historie og i assessor Møller og Borgmestergården, så kan jeg anbefale de to bøger: ”100 år med mandskor. Sangkoret Skjold”, og Erik Staffeldt: ”Borgmestergården”. 1994.