← Peter Storms klumme

Ved landevejskroen i Indslev

15. oktober 2026 · Peter Storm · Indslev, Middelfart-Odense landevej · 1793–1974

Luftfoto af Indslev Kro, rejseladen og Børge Jørgensens autoværksted ved landevejen.
Foto: Peter Storm

Få et indblik i trafikåren gennem Indslev, hvor kroen og det travle autoværksted udgjorde hjertet af den fynske landevejshistorie, indtil flammerne satte et punktum i 1974.

Der var kro i Indslev i flere hundrede år og dens betydning voksede med den stigende trafik gennem landet tværs over Fyn. Da man med en forordning i 1793 om vejvæsenet i Danmark lagde fremtidens hovedlandeveje fast, var en tværvej over Fyn fra Nyborg til Middelfart via Odense på tegnebrædtet. Det blev til den lange hovedlandevej med lige stræk, som vi kender den dag i dag. Den starter ved Middelfarts Østerport, der hvor Holms Hotel og Sparekassen nu ligger, går over i Odensevej og videre i Hovedvejen og Store Landevej. Med bilernes indtog fik vejen over Fyn støt stigende betydning. Og med Lillebæltsbroens indvielse i 1935 er ”motortiden” en kendsgerning af dimensioner.

Under min udforskning af Indslev fandt jeg et luftfotografi, hvor man ser et hjørne af kirkegården og Indslev Kro, som er en del af en firlænget gård. Overfor kroen ligger kroens gamle rejselade, der også for længst er revet ned. Her kunne man sætte vogne ind og stalde heste op for natten.

Ved siden af rejseladen ses et moderne hus. Det begyndte i 1934 som et lille etplans værksted bygget af Børge Jørgensen, der her reparerede cykler og motorcykler. Siden voksede værkstedet til et stort autoværksted og huset blev udvidet med mere værkstedsplads og beboelse på anden etage (se illustration). På det omtalte luftfotografi ser man også en del biler på pladsen. Det sidste hus tilhørte en vognmand Pedersen. Fotografiet må være fra omkring begyndelsen af 1940.

Kroen nedbrændte i 1974 og er ikke genopført.

#Arkitektur#Historie#Landbrugshistorie#Stednavne

Flere klummer