← Peter Storms klumme

Vægtere og trommeslagere

15. oktober 2026 · Peter Storm · Algade, Nygade, Søndergade, Middelfart · 1794–1906

Ægteparret Sander Pedersen i deres baghave i Søndergade i 1939.
Foto: Peter Storm

Historien om Middelfarts vægtere og trommeslagere, der holdt ro og orden i de tætte gader. Læs om deres farverige uniformer, deres vigtige rolle ved brandfare og byens sidste vægter, Jens Christian Sander Pedersen.

Middelfart købstad havde i 1794 to vægtere. De var ansat af bystyret, der hvert tredje år betalte dem nye munderinger, der bestod af mørkeblå frakke med rød krave og røde opslag på ærmerne samt kasket. På den ene side af frakken bar de Christian 7.s navnetræk med krone og ligeså på kasketten. Sandelig rigtige myndighedspersoner. På rådstuen i Algade var der et værelse til vægterne.

Man har haft vægtere langt tilbage i tiden. Der har i begyndelsen nok været tale om borgerligt ombud og siden om lønnet bestilling. Opgaven var at holde ro og orden samt at holde øje med brandfare og ildløs. Husene lå tæt og havde i gammel tid stråtage. Man benyttede åben ild til madlavning. Brandfaren var stor og ilden kunne hurtigt brede sig. Vægteren skulle hele natten gå sin runde i gaderne og hver time synge sin vægtersang og forkynde, hvad klokken var og hvilken retning vinden havde. En yderligere opgave var at passe gadelamperne, da de begyndte at dukke op.

Vægteren kunne ved ildløs alarmere byens trommeslager, der så kunne hjælpe med at vække byen og hidkalde de borgere, der havde pligter i forhold til brandslukningen. Trommeslageren var tidligere en del af borgervæbningen, men op mod nyere tid var denne funktion slået sammen med vægtergerningen.

Marie Suhr, der voksede op i Nygade i årene før og efter 1900, skriver i sin anbefalelsesværdige erindringsbog: Trommeslageren var nattevægter eller omvendt. De kom næsten daglig for at bekendtgøre et eller andet, f. eks, ”Fedt sundt hestekød fås i dag på torvet” eller ”Vildænder ved havnen”. Det kunne også være, når der var cirkus i by eller når forfalden skat var til udpantning.

Byens sidste vægter og trommeslager var formentlig Jens Christian Sander Pedersen (se foto fra Algade), født 1869 i Søndergade, hvor han også siden boede som voksen. Han overgik i 1906 til at blive den ene af købstadens to politibetjente.

Foto af ægteparret Sander Pedersen i baghaven til Søndergade 10 året 1939.

#Algade 65#Historie#Retsvæsen

Flere klummer