← Peter Storms klumme

Offentlige fruentimmere – litterært billede omkring 1864

15. oktober 2026 · Peter Storm · Drejergyde, Middelfart · 1864-1902

Portræt af forfatteren Otto C. Fønss
Foto: Peter Storm

Læs en øjenvidneskildring fra 1864, hvor krigens soldaterliv bragte 'offentlige fruentimmere' til Middelfarts små gyder. Forfatteren Otto C. Fønss fortæller om en tid, hvor moralen kom under pres i de før så fredelige gader.

”Enkelte Smaafolk af Arbejderklassen løste i denne trange Tid Værtshusbevilling og gjorde deres Stue til Soldaterknejpe, hvorfra Brændevinsos og raa Spektakel om Aftenen fyldte den før saa fredelige Gade, der nu ikke mere efter Mørkets Frembrud turde passeres af Damer uden mandlig Ledsagelse.

Dette gjaldt i særlig Grad om den saakaldte Drejergyde, et snævert Stræde, der bag om Præstegaardens Have og en tilstødende Købmandsgaards Tømmerplads løb ned til Torvet.

Af faderlig Omhu for Moralen hos Byens Tjenestepiger eller af frygt for, at Kommunen efter Krigen skulde faa for mange illegitime Børn at forsørge havde Borgmesteren nemlig i Tide forskrevet et Par offentlige Fruentimmere fra Odense og installeret dem hos en Værthusholder i bemeldte Gyde. Her dyrkedes da Venus og Bacchus som sig hør og bør, med Hymner og Drikofre, og i Stedets ramme Dunstkreds af Uterlighed svirrede Soldaterne om Aftenen som Fluer om et Aadsel og opfyldte baade Gyden og den snævre stinkende Slippe, der bag om Gavlen førte til Templets Allerhelligste. Til Tider promenerede de to Lucrettiaer, i flotte Dragter og med struttende Krinoliner, deres Yndigheder paa Strøget ved Dagslyset, vækkende forarget Opsigt hos Borgernes Madammer og Døtre og usund Nyfigenhed hos Skoleungdommen, af hvilken adskillige ved hele dette Spektakulum indviedes i Mysterier, som de i deres Uskyldighed forhen ikke havde haft anelse om.”

Prostitution er en ældgammel historie. Her forenes den med krigens soldaterliv i den lille by. Vi befinder os mellem Middelfarts Algade og Søndergade omtrentlig der, hvor Vestre skoles legeplads i dag breder sig. Hvor skolebygningen ud til Søndergade i dag ligger lå byens præstegård, indtil den i 1908 flyttedes til Hessgade. Her fødtes i 1855 forfatteren Otto C. Fønss, som søn af byens provst. Dette uddrag stammer fra hans i høj grad selvbiografiske fortælling ”Urolige Tider” fra 1902.

Illustration: Portræt af Otto C. Fønss.

#Algade 65#Historie#Litteratur#Retsvæsen

Flere klummer