Uykkelige tilfælde

Jeg søgte i gamle aviser efter noget fra Hindsgavl og blev undervejs opmærksom på overskriften ”Ulykkelige Tilfælde” i ”Københavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” fra den 6. september 1780. Selv om aviserne dengang ikke var fyldt med dramatiske hændelser, så var denne omtale af to tragedier fra samme egn alligevel af en sådan karakter, at de måtte vække læsernes opmærksomhed og eftertanke.

Fredag den 11. august et par timer over middag gik nogle små børn lidt uden for landsbyen Vejlby til en sandgrav, hvor de ofte legede. Legen fik et sørgeligt udfald for tre af dem: en pige på 9 år, en dreng på 7 år og en dreng på 6 år. De havde for dristigt nærmet sig den ene side af sandbrinken og krattet for stærkt i et allerede udhulet sted. Grundet den tørre sommer, satte sandet sig i bevægelse og overdyngede dem. Et fjerde yngre barn blev kun begravet til knæene. Et femte barn, der på afstand var i sikkerhed, løb til landsbyen efter hjælp. Folk kom til med skovle og fik reddet det halvt begravede barn. Derefter blev de tre døde børn gravet fri, så de kunne overgives til deres vemodige forældre, som alle var fattige inderster (lejefolk på en gård).

Om lørdagen den 12. august om formiddagen opstod en pludselig ildebrand i en af landsbyens yderste gårde, hvor man bagte brød. Det skete mens gårdmanden Lars Hansen var ude i Middelfart for at bestille ligkister til to af de omkomne børn, hvis to forældrepar boede i hans gård. På grund af tørken havde ilden fat i hele gården, som overalt havde nye bygninger. Skønt en mængde folk ved alarmen fra klokkerne hurtigt kom til, kunne gården ikke reddes. Man afbrød gærderne omkring gården for at hindre ilden i at bredde sig. Og andre steder fra kom også hjælp.

Kammerherre Adeler fra Hindsgavl opdagede branden, da han til hest var ude for at tilse sine marker. Han kunne se ilden og røgen. Han red hurtigt ind til Middelfart og fik byens sprøjte og brandfolk alarmeret. Og på sin vej videre gennem Staurby fik han flere folk med brandhager med. Den brave købmandsstand i Middelfart sendte deres vogne med vandtønder og brandspande afsted i største hast. Den gode Gud sørgede for, at ilden ikke nåede videre end til denne ene gård og det på trods af den tætte bebyggelse.

Gården blev lagt i aske. Hverken Gårdfolkene eller deres inderster kunne redde noget betydeligt. Og sørgeligt nok var de to omkomne børn – pigen og den yngste dreng – blevet bytte for flammerne og blev om eftermiddagen fundet forbrændte i ruinerne.

Det er i alle henseender en sørgelig historie. Når den har fundet vej til en i København udgivet avis, kan det måske skyldes indberetning fra kammerherre Adeler eller en af byens købmænd. Mange og flere endda langvejs fra blev mobiliseret til brandslukningen i Vejlby. Man må forestille sig, at de ikke kunne nå frem i tide for at redde den brændende gård, men at de til gengæld kunne nå at forhindre, at ilden bredte sig til de tilstødende gårde. De nævnte brandhager kunne i så fald benyttes til at rive stråtaget ned på de nærmeste gårde, således at ilden ikke kunne få fat der.

Ilustration: Silhuetklip af Karen Basse Fønss og Christian Holger Adeler på Hindsgavl-