Udskibning af tørv på Brandsø 1842 – et guldaldermaleri

Mon ikke kunstneren Johannes Larsen var klar over, at han trådte ind i en anden kunstners sommerunivers, da han i sommeren 1922 satte foden på Brandsø. Her havde maleren Dankvart Dreyer arbejdet engageret og flittigt 80 år tidligere. Dreyer havde med pen og tusch tegnet skitser af landskabet. Han havde på mindre stykker papir malet med pensel og oliefarver. Han havde brugt nogle uger på den lille ø, hvor han havde set sig omkring og fundet motiver. Hjemme i København malede han videre på et par store værker. Nu havde han skitserne og minderne. Og der skulle skabes stor kunst, som det københavnske publikum kunne beundre. Forhåbentligt har han kunnet lide sit møjsommelige arbejde med de helt store værker indespærret i byen. Mon ikke han stadig kunne fornemme sommeren i det fri på Brandsø?

Vi kender lykkeligvis en god del af hans skitser og værker fra denne sommer. Vi kan ud fra dem stykke en fortælling sammen om en alvorligt arbejdende maler fyldt med sommer, frihed og talent. Han var ude efter at skabe et stort nationalt motiv. Det fandt han i en stensat kæmpehøj ophøjet i øens natur med Lillebælt og fjerne kyster i baggrunden. På det fynske kunstmuseum, nu Brandts, findes hans store billede, der forundrer os. Mens han gik på opdagelse i øens brugbare motiver, vendte han en dag ryggen til sine valgte motiver og fandt et fjernt motiv på øens vestkyst. Det blev til et lille oliemaleri på papir, men det har det hele med. Joller med master og sejl ligger helt inde under kysten. Der anes en vogn med kusk og hest. Hertil kommer nogle mørke stakke. I baggrunden ses den jyske kyst med Grønninghoved og Anslet. Billedet tilhører nu Ny Carlsberg Glyptotek.

Første gang syntes jeg blot, at det var et herligt landskabsbillede med et sceneri, jeg ikke forstod. Men det sidste er såre simpelt. Det er tørvearbejdere, der kører tørv fra øens store højmose ud til kysten og stabler det på bredden. Bådene er folk fra naboøen Bågø, der skal sejle tørven til Wedellsborgs anløbsbro ved Rørdam. Alt dette er velkendt for lokalhistorisk interesserede. Engang hørte både Brandsø og Bågø under grevskabet Wedellsborg. På Brandsø havde grevskabet masser af tørv i den store højmose. Hertil kom, at de kunne kræve hoveriarbejde af deres bønder og fiskere. Så nogle stak tørv og andre fragtede den. Dreyers lille maleri (se illustration) fortæller en historie om hverdagens liv og arbejde. Og så fortæller det, at Dreyer fandt det lille motiv og brugte det til for en stund at holde fri fra studierne til de nationalromantiske værker.

Vi ser tørven stakket. Vi ser ikke på billedet nogen tørvelade. Vi ved, at der på et tidspunkt har været to bygninger ned til kysten på denne side af øen. Den mindste blev i folkemunde kaldt ”Hytten” eller ”Præstehytten”. Det sidste navn skyldtes, at præsten fra Bågø benyttede den til overnatning, når han af og til forrettede gudstjeneste i øens skolestue.

Achton Friis og Johannes Larsen benyttede den større tørvelade som ly mod en voldsom sommerbyge. De to træbygninger med åbninger mellem brædderne og med stråtag har tjent til at opbevare og tørre tørv samt velsagtens som opholdssted for tørvearbejderne. Når de to bygninger ikke ses på Dankvart Dreyers billede, kan det enten skyldes, at de da endnu ikke var opført, eller at de var placeret udenfor billedet i så fald mod venstre ud for Rødhushage. Endelig kan kunstneren af kompositionsmæssige grunde have valgt dem fra. Træbygningerne blev siden fjernet