Svenskerne beslutter sig for krig
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Snoghøj, Føns, Gamborg · 1643-1644

Da svenske tropper under ledelse af Torstensson rykkede ind i Jylland i 1643, blev Lillebælt og Middelfart centrum for et dramatisk forsvar. Læs om Christian 4.s ophold i området og de voldsomme kampe ved skanserne i Snoghøj.
Det var den 12. maj 1643, at det svenske rigsråd under ledelse af Axel Oxenstierna og med deltagelse af den 16-årige dronning Christina skulle beslutte at gå i krig mod Danmark. Efter grundige overvejelser traf man efter nogle dage den endelige beslutning. Man forfattede et brev til den svenske øverstkommanderende Lennart Torstensson (illustrationen), der førte krig i Tyskland. Der skulle gå en rum tid, inden brevet nåede Torstensson. Han modtog først ordren til angreb på Danmark den 23. september 1643.
Torstensson brød hastigt op uden at fortælle hæren, hvad planen gik ud på. Den 6. december 1643 nåede den svenske hær Havelberg og den 17. december overskred Torstensson med 16.000 mand den holstenske grænse og satte kursen mod Middelfartsund. Den 9. januar 1644 traf den svenske fortrop ved Kolding den danske hær, som blev splittet og drevet på flugt.
Ved Snoghøj havde den danske hærfører, Anders Bille indset, at han måtte trække størstedelen af sine tropper tilbage til Fyn. Tilbage i Snoghøj stod godt 1000 soldater og 3500 bondesoldater. Man havde forsøgt at sætte skanseanlægget i stand, men det var ikke tilstrækkeligt. Man måtte efter kraftig kanonbeskydning overgive sig den 14. januar 1644. Forinden var omtrent 800 ryttere og 3-4000 infanterister blevet bragt i sikkerhed ved Middelfart ved hjælp af to færger
Torstensson var uden krigserklæring rykket ind i Danmark. Han havde med sig en del kanoner. Den svenske regering havde endnu ved juletid 1643 intet erfaret om Torstenssons angreb på Danmark.
Christian 4. kommer den 28.december 1643 til Fyn for at mødes med Anders Bille. Dagen efter er kongen i Assens for at styrke hæren. Ved Snoghøj og Lillebælt indrettes støttepunkter. Ved skanserne i Snoghøj manglede palisader, broer, porte, opholdsrum og magasiner. Der måtte sørges for proviant og transportmidler. Middelfart by indrettedes med palisader og en reduite (forsvarsanlæg) på Torvet. Der indrettedes en artilleripark og ammunitionsoplag. Christian 4. er den 8. februar i præstegården i Føns og den 18.februar i præstegården i Gamborg nær krigsbegivenhederne som øverstbefalende.
I begyndelsen af februar 1644 gør Torstensson et første forsøg på overgang til Fyn med 70 både og fartøjer. Anders Bille afviser angrebet og fjenden lider nederlag. Den 17. februar gør Bille gengæld ved at gå over til Snoghøj og efter heftig kamp erobres skansen med krigsforråd og artilleri.
Natten mellem den 30. april og den 1. maj 1644 indskiber Bille en større angrebsstyrke i Middelfart. Den ankommer dels ad søvejen dels gennem Stenderupskovene til Kolding, hvor en stor svensk styrke nedkæmpes. Torstensson havde ladet samle og bygge en mindre flåde, der skulle bruges til et angreb på Fyn. Denne flåde blev ødelagt. Kort efter nedkæmper Christian 4. en større svensk-hollandsk flåde ved Lister Dyb den 16. maj 1644. Danskerne var kommet i offensiven.
#Christian 4.#Historie#Lillebælt#Militærhistorie#Torstenssonkrigen


