Karl Gustavs angreb på Fyn vinteren 1658
15. oktober 2026 · Peter Storm · Tybrind, Brandsø, Ålehoved, Wedellsborg · 1658 (1600-tallet)

Læs om det dramatiske og blodige slag ved Tybrind i 1658, da den svenske kong Karl Gustav ledte sine tropper over Lillebælts is og knuste det danske forsvar på Vestfyn.
Jeg har en tyk bog på 698 sider. Det er en doktordisputats forfattet af Aage Fasmer Blomberg 1973. Titlen er ”Fyns vilkår under svenskekrigene 1657-1660”. Det er en sand guldgrube af oplysninger. Den slår jeg ofte op i. Denne gang vil jeg se på, hvad der hændte på Vestfyn, da Karl Gustav og hans tropper gik over isen på Lillebælt fra Hejls via Brandsø den 30. januar 1658.
Fra dansk side blev man klar over, at det storstilede angreb ville finde sted i nærheden landsbyen Rud på Ålehoved, hvor danskerne havde opført en skanse. Oberst Sehesteds rytterregiment blev sat til at bemande skansen. Danskernes øverstkommanderende Ulrik Gyldenløve var så syg, at han ikke kunne sidde på sin hest. I stedet blev den danske overkommando overgivet til oberst Jens von Hadersleben, der straks begav sig nordpå til Tybrind. Han håbede, at Sehesteds ryttere kunne holde skansen.
Ved solopgang forlod de svenske tropper Brandsø. Den svenske konge gik i spidsen for venstre fløj og general Wrangel ledte højre fløj og generalmajor Berndes ledte midterste fløj. Man ville gå uden om Wedellsborg og direkte ind i Tybrind Vig. Den svenske fortrop nedkæmpede i et voldsomt angreb Sehesteds ryttere og Sehested blev taget til fange.
Snart efter ankom Wrangels tropper og rykkede ind på stranden ved Tybrind. Her havde Jens von Hadersleben opstillet sine folk mellem mosen, Flægen og Tybrindlund med front mod bæltet. Vandløb og levende hegn samt skansen ved Rud dækkede hans højre flanke og den venstre flanke kunne støtte sig på våger i isen. I midten var fodfolk og kanoner. Det var en god stilling. Desværre var han uvidende om Sehesteds skæbne, hvorfor hans højre fløj var stærkt udsat.
Karl Gustav, der fulgte udviklingen fra Brandsø, beordrede nu sin venstre fløj til angreb. Selv ilede han frem til sin højre fløj. Wrangel angreb herefter fra bæltet, mens Karl Gustav over land ville forsøge at falde Jens von Hadersleben i ryggen. Hurtigt blev den danske højre fløj knust. Danskerne forsøgte med Hans Ahlefeldt på venstre fløj at komme til hjælp. Men forgæves. Oberst von Hadersleben søgte mod sit infanteri, der nu var reduceret til 140 mand. De blev udsat for svensk angreb forfra og bagfra. Von Hadersleben måtte derfor overgive sig til general Wrangel. Danskerne havde lidt et totalt nederlag. Det skete allerede om formiddagen inden kl. 10. Jagten på flygtende danske soldater fortsatte til hen under aften.
Gennem Aage Fasmer Blombergs beretning får vi et levende indtryk af det blodige og afgørende slag ved Tybrind. Jeg fandt også den lokalhistoriske årbog Vends 10 og genlæste en artikel om slaget ved Tybrind skrevet af far og søn Hans og Jørgen Bæk Simonsen, der har tilknytning til Eskørgård.
Maleri af Karl Gustav på Brandsø i Lillebælt 1658.
#Hannibal Sehested#Historie#Lillebælt#Militærhistorie#Tybrind


