← Peter Storms klumme

Sildemarken førhen

15. oktober 2026 · Peter Storm · Sildemarken, Middelfart · 1837-1935

Sildemarken i Middelfart med kig mod strandarealet og skrænten ved Vestre Kirkegård.
Foto: Peter Storm

Historien om Sildemarken i Middelfart, fra fiskernes hævdvundne ret til at bøde garn på stranden til skibsværfter, roklubbens spæde start og kampen om byens losseplads.

Før den første havn i Middelfart kom til i 1837, var der åben strand nedenfor de små huse i Vestergade. Der var ingen sti fra Sildemarken til Kongebroen. Vestre kirkegård kom til i 1852 og 1855 anlagde skibsbygger Mads Illum sit værft. Grimmerhus opførtes i 1858. Byens fiskere benyttede stranden til at ordne joller og bøde garner. Deraf navnet Sildemarken. Her følger lidt spredte oplysninger om Sildemarken.

Skibsbyggerne Bredtved & Ingvorsen havde i 1907 købt værftet, men følte at de havde for lidt plads, hvorfor de i 1908 ansøgte byrådet om at måtte rykke mod vest til Sildemarken, hvor de ville opføre en større ophalerbedding. Det blev ikke til noget, da de to skibsbyggere gik konkurs og flyttede til Esbjerg. I så fald skulle fiskerne have veget pladsen, som de mere eller mindre stiltiende havde taget i brug dog med det forbehold, at de skulle fortrække, hvis der kom nye havneplaner.

Da DFDS byggede et nyt oplagshus på havnen i 1911 omtrent ud for Brogade, købte fiskerne det gamle dampskibshus, som de med besvær transporterede til Sildemarken. De var nødt til at grave noget af bakken op til kirkegården væk for at få huset på plads. Mon ikke det er et af de første sorte huse på venstre hånd, når man kommer fra værftet eller i det mindste sporene af fiskernes oplags- og redskabshus?

I 1912 blev der holdt møde på Behrendts Hotel, hvor en kreds af interesserede drøftede muligheden for at oprette en roklub. Man ønskede at anskaffe en fire-årers båd og en to-årers båd. Man kunne tænke sig et hus til bådene i Sildemarken. Der nedsattes et udvalg bestående af købmand Andreas Hansen (A.C. Hansen jun.), isenkræmmer Halvorsen og Jespersen jun. fra Snoghøj. I sommeren 1923 fik roklubben endelig opført sit bådehus og har investeret i en ny båd. Det er et andet end kajakklubben Strømmens hus, der først opførtes 1935 og lå længere mod vest, hvor dykkerklubbens gamle grønne klubhus stadig ligger. I øvrigt kan man læse om badehusene i Sildemarken, at bunden blev gjort klar til sommersæsonen 1924 ved at man fjernede blikdåser og glasskår, der skulle være blevet ført til med strømmen fra lossepladsen!

Der bliver stigende interesse for dette område lige vest for byen, således anmoder den lokale turistforening byrådet om at forskønne det. Især trængte skrænten lige nedenfor kirkegården. Men fiskerne ønskede den ikke beplantet, da de benyttede den til deres garner og redskaber. Man kan i avisen læse, at byrådet tager leje for fartøjers henståen på havnepladsen, mens fartøjer kan henstå gratis i Sildemarken. Mon ikke det igen er fiskerne, der holder på deres hævdvundne rettigheder? Byrådet beslutter efter en klage fra firmaet A.C. Hansen at flytte fyldeaflæsningspladsen (losseplads?) fra Kappelsbjerg til Sildemarken, da fylden lukkede A.C. Hansen private sejlindløb til firmaets kulplads.

Foto PS18.6.2010.

#Fiskeri#Historie#Middelfart Museum#Skibsfart_Transport#Stednavne#Vestre Kirkegård

Flere klummer